Batman-morderen James Holmes, der torsdag nat slog 12 personer ihjel og sårede 58, opfører sig som en gal i fængslet

Det fortæller både fængselsbetjente og indsatte ifølge Daily Mail.

Den 24-årige massemorder viser ingen tegn på anger og går kontant rundt og spytter hele tiden. Ikke kun på jorden, men også på flere af de ansatte.

Samtidig er han overbevist om, at han er en superhelt, forklarer en af de ansatte.

- Det virker som om, han tror, han er med i en film, forklarer han.

James Holmes lod sig frivilligt anholde fredag morgen og sidder nu i isolation i fængslet Arapahoe Detention Center i Colorado. Her har flere indsatte truet med at slå ham ihjel, hvis han kommer ud af isolation.

Mandag morgen er det første retsmøde i sagen mod den 24-årige, der oprindeligt er fra San Diego i Californien. Han risikerer dødsstraf, hvis han bliver kendt skyldig og mental egnet til straf. 

Naboens søde dreng

For blot et år siden var James Holmes, som flere beskriver det, ellers et dydsmønster og en god borger.

- Han plejede at vaske sine forældres bil, han slog græsset og han spille fodbold, siger Tom Mai, der var nabo til familien Holmes i 15 år.

Han er rystet over, at det netop er naboens søde dreng, der står bag skudmassakren i Colorado.

James Holmes forældre er dog knap så overrasket. I hvert fald skriver flere amerikanske medier, at forældrene havde på fornemmelsen, at det var deres søn, der stod bag massakren. Men indtil videre har de ikke givet udtryk for, hvad sønnens motiv kan være. 

Farvede håret rødt

Der er heller intet, der tyder på, at James Holmes har haft en tragisk barndom eller er sociopat, som ellers ofte kendetegner massemordere.

Allerede kort efter skyderiet mente flere, at James Holmes har været inspireret af karakteren ’Jokeren’ i Batman-filmene. Han har farvet håret rødt og skulle angiveligt være afhængig af de stærke receptpligtige smertestillende Vicodin, som blev fundet i Heath Ledgers system, da han i 2008 døde af en overdosis. Heath Ledger spillede rollen som Jokeren i den anden del af Batman-triologien.

I weekenden kom det også frem, at James Holmes havde flere dating og sexprofiler på nettet. Blandt andet på Adult Friend Finder og The Match. Her spørger han: ’Kommer du og besøger mig i fængslet?’.

Et spørgsmål han stillede allerede inden han gik ind i Century 16-biografen og skød vildt om sig, skriver TMZ.com.

På sine dating og sexprofiler skriver han også, at han søger uforpligtende sex og hans favorit film blandt andet er ’Dum dummere’ og Star Wars.