Årets mest omtalte og hypede film er uden tvivl ’The Dark Knight Rises’ med Oscar-vinderen Christian Bale i hovedrollen.

Filmen om flagermusmanden, der i sin hemmelige identitet redder den fiktive by Gotham fra onde skurke, har lagt godt fra land. Pt. er superheltefilmen ’The Avengers’ årets største sællert med en indtægt på 200 millioner dollar den første weekend, den blev vist i biograferne. ’The Avengers, er også den tredje mest indtjenende film til dato.

Langt de fleste premiere-forestillinger til ’The Dark Knight Rises’ er forlængst meldt udsolgt. Der er solgt billetter til en værdi af over 150 millioner dollar.

Filmkritikere mener, at den måske kan toppe ’The Avengers’ både som mest sælgende i weekend-åbningstal og mest sælgende i alt.

Og filmen er ikke engang udkommet endnu.

Dyster superhelt

I 2005 begyndte Christopher Nolan en rejse ind i tegneseriernes verden, som nu snart er slut. Først udkom filmen ’Batman Begins’, hvor vi lærte om milliardæren Bruce Wayne, før han blev Batman.

Om hvordan hans forældre blev skudt af en simpel tyv, og om hvordan han mange år senere stadig ville hævne dem.

Siden har han reddet Gotham og sat de onde i fængsel mange gange. Flagermusmanden har ingen superkræfter, kun en masse sejt udstyr, og det appellerer til os.

- Vi kan identificere os med Batman. Han er jo ligesom os, men har bare mange penge. Hans hævngerrighed og ønske om retfærdighed kan vi relatere til, fortæller formand for Dansk Tegneserieråd, Thomas Thorhauge, der har studeret film- og medievidenskab.

Han fortæller også, at Batman har en særlig status blandt superheltene, fordi han er så almindelig, og at det egentlig lige så godt kunne være os.

Den sorte ridder

Christopher Nolans fortælling om Bruce Waynes dobbeltidentitet er langt fra den første af slagsen. Batman har figureret i mere end 12 forskellige film og serier. Nogle mere succesfulde end andre.

Den anerkendte filminstruktør Tim Burton forsøgte sig i ’80erne med skuespilleren Michael Keaton som Batman. De to film fik o.k. anmeldelser, men formåede ikke at blive klassikere eller videre omtalte i dag.

- Nolans film er helt klart det bedste forsøg. Og han gør det godt. Han har gjort Batman til sin egen og har ramt tidsånden med det dystre i dag helt perfekt, siger Thomas Thorhauge.

Forgængeren til den tredje film hed ’The Dark Knight’. Her lærte vi, at det at være superhelt ikke altid er ligetil. Batman reddede byen fra total udslettelse fra en af sine ærkefjender, The Joker, men blev gjort til syndebukken i byen.

I ’The Dark Knight Rises’ kommer han frem fra sit skjul efter otte års inaktivitet og må redde den by, der har stemplet ham som skurk. Filmen er stjernespækket med Christian Bale i hovedrollen, Anne Hathaway som Catwoman samt Morgan Freeman og Michael Caine i mindre roller.