X Factor-stjernen Basim Moujahid, 19, mistede i sidste uge sin far, Abdel. Faderen blev ramt af leukæmi i 2007. Den stolte far oplevede det meste af Basims succes fra sin sygeseng i hjemmet i Høje Gladsaxe, og senere fra Herlev hospital. Efter en uge i familiens skød møder Basim BT til en snak om livet - i skyggen af den elskede fars død.

- Det er mærkeligt at miste en person, der har været og stadig er en del af mig. Det er svært. Det er som et puslespil. Der mangler en brik. Hvad tænker du lige nu? - Min far sagde til mig: ’Vi skal alle smage på døden. Det er det eneste sikre’. Det var det eneste, han kunne love mig i livet. Man aner bare ikke, hvornår det er. Det sidste par nætter har jeg tænkt meget over, at vi får to ting fra fødslen. Et cpr-nummer og et nummer, ligesom man får, når man venter i kø på apoteket. Vi kender bare først tallet til allersidst.

Har din fars død givet dig inspiration til din musik?

- Ja. Det irriterer mig, at folk går med skyklapper. Man glemmer de vigtigste ting. Jeg har jo været der selv – i forhold til min far. Jeg har ikke altid været en engel. Hvorfor skulle jeg diskutere alle mulige ligegyldige ting med ham? Når jeg lige så godt kunne have givet ham det kram, han havde fortjent. Der er to tidspunkter i ens liv, der definerer, hvornår man er voksen. Når man mister sine forældre, og når man selv får børn.

Hvad mener du med skyklapper?

- Unge menneske skriver om deres elendige liv. Også på min Twitter. Unge piger skriver, at de ville ønske, at de ikke levede. At deres forældre ikke gjorde. Det gør mig utrolig ondt. Hvor er taknemmeligheden? Vi vil bare have mere og mere. Bil, hus, iPhone. Måske er vi væk om en halv time – måske om mange år. Vi har intet af det med, hvor vi skal hen. Ikke engang vores tøj. Vi kunne have givet så meget med vores hjerter. I stedet har vi levet et overfladisk, materialistisk liv. Jeg skal ikke gå rundt med en megafon og lege frelser. Men jeg ville ønske, at jeg kunne motivere folk til at tænke mindre på de ligegyldige ting.

Din ungdom har været lidt anderledes end andres. Din fars sygdom. Din musikkarriere?

- Jeg føler, at jeg har sprunget noget over. Der er et tomrum i sjælen. Jeg har måske ikke fået lov til at være teenager. Men det er klart, at når der er de omstændigheder i ens tilværelse, må man prioritere anderledes end en gennemsnitlig dansk 2.g’er. Jeg har nok mistet noget af min barndom. Min far har altid insisteret på at tale om de store eksistentielle ting. Men det har gjort mig til den person, jeg er. Og det er jeg taknemmelig over.

Hvad har du sprunget over?

- Jeg kan bare sige – at det der med sprut og piger og fester. Det er ikke mig. Det har det aldrig været. Man kan sagtens være 14 og tænke som én på 60. Det er din vej, der afgør det. Hvis min vej alene havde været Toys R Us, havde det sikkert været anderledes. Men hvis du har siddet med din far på 70 og hørt historier om livet, bliver man et andet menneske. Jeg tager alle min fars historier med videre. Vi er alle sammen et stykke modellervoks.

Hvad bringer du med videre?

- Alting har en årsag. Det er jeg sikker på. Det dårlige har også en årsag. Livet er en forhindringsbane. Lige nu er det svært for mig. Men jeg har ikke opgivet. Jeg mangler bare lysten til en masse ting. Overskuddet. Jeg har været meget sammen med min mor den sidste uges tid. Hun har brug for mig nu, nærvær, hjælp og omsorg. Det vigtigste for mig er at gøre det bedste for hende. Hun har Parkinsons. Det er ikke en nem sygdom. Det går rimelig godt med hende nu – jeg må bare håbe, at jeg kan bære hende igennem det her. Der er folk, der siger, at min far ser med. Hvis han gør, vil jeg gerne bevise, at jeg kan hjælpe min mor. At jeg er et godt menneske. Tror du, at han ser med?

Jeg har oplevet et foto af et afdødt familiemedlem hoppe ned fra et søm. Det skete en aften, hvor alle hendes nærmeste var samlet – mens vi talte om hende. Det er bevis nok for mig.

- Vil du høre noget vildt? I forgårs faldt tre billeder ned i gangen, da jeg gik forbi. På samme måde. De forestiller min far, min far og mig, og min mor sammen med min bror og mig. Jeg prøvede at forklare det med, at gulvet gyngede, da jeg gik forbi. Men... måske prøver han at sige noget.