Det er en praksis, som er udbredt i Aldis butikker i hjemlandet Tyskland, og som også har bredt sig til supermarkedkædens butikker i Danmark.
- Som chef kan man bruge testkøbene mod bestemte medarbejdere, som man gerne vil af med. Det er en del af Aldis koncept, siger den tyske Aldi-afhopper Andreas Straub til Avisen.dk.
Efter flere år som chef for otte Aldi-forretninger i Tyskland har han netop skrevet en opsigtsvækkende bog om de barske arbejdsforhold i Aldi.
De såkaldte testkøb, der normalt bruges til at sikre, at alle varer bliver bippet ind ved kassen, bliver også brugt til at slippe af med uønskede medarbejdere i Danmark. Det fortæller både fagforeningen HK og flere Aldi-ansatte.
- Aldi bruger testkøbene mod de medarbejdere, de gerne vil af med. Når man laver testen, kan man jo gøre den sværere eller lettere, alt efter hvilket resultat man ønsker, siger Finn Olsen, faglig konsulent i HK Handel Sydjylland, til Avisen.dk.
Han oplyser, at HK har fået mange henvendelser fra Aldi-ansatte, der mener, at de er blevet udsat for ekstra testkøb for, at chefen lettere kunne fyre dem.
Det bekræfter en tidligere filialleder i Aldi, der ønsker at være anonym:
- Det er jo svært at bevise, men jeg har en klar fornemmelse af, at vores distriktschef brugte testkøb systematisk for at komme af med medarbejdere, han ikke brød sig om.
Aldis fremgangsmåde vækker forargelse hos HK, der organiserer en stor del af de ansatte i Aldis 250 danske forretninger.
- Det er helt urimeligt at gøre det på den måde. Det er ikke i orden at misbruge testkøbene til at fyre medarbejdere, man gerne vil af med, siger Finn Olsen fra HK Handel.
For ham og hans HK-kolleger er problemet, at det er svært at dokumentere, at Aldi bruger testkøbene med det formål at slippet af med medarbejderen.