Barfoed: Vi har stoppet nedturen - nu er målet 15 procent
Føler sig sikker på at han kan føre partiet til massiv fremgang
Føler sig sikker på at han kan føre partiet til massiv fremgang
Godt nok understreger K-formand Lars Barfoed, at det først er realistisk på længere sigt, men han mener, at de Konservative med ham i spidsen kan komme op på 15 procent i meningsmålingerne.
Selvom de Konservative blot ligger til 3,6 procent i den seneste Gallup-måling, mener formand for de Konservative, Lars Barfoed, at det er realistisk for partiet at komme tilbage på 15 procent i meningsmålingerne med ham som formand.
Lars Barfoed vil ikke sætte en konkret målsætning op for vælgertilslutningen, men 15 procent er realistisk på lang sigt, mener han.
- Det er faktisk sådan, at vi har fået stoppet nedgangen. Vi har fået stabiliseret os, og vi går lidt frem i nogle meningsmålinger. Det er slet ikke nok, men vi synes, at vi kan se tegn på, at vi godt kan være optimister, lød det fra Lars Barfoed på partiets sommergruppemøde.
Spørgsmål: Hvad er det naturlige leje med dig i spidsen for partiet?
- Jeg mener, at det naturlige leje for Det Konservative Folkeparti, det er i hvert fald over 15 procent. Vi regner ikke med, at det ligger lige om hjørnet, men der er langt flere konservative i Danmark, end dem som siger, at de vil stemme på os, sagde Lars Barfoed.
I Berlingske Barometers vægtede gennemsnit af en række målinger står de Konservative til 4,1 procent af stemmerne svarende til 7 mandater i Folketinget. Til sammenligning fik partiet 4,6 procent ved valget svarende til 8 mandater{embedded type="node/polls" id="21764170"}
På dagens pressemøde lagde Lars Barfoed da heller ikke skjul på, at partiets vælgertilslutning er kritisk.
- Hvis jeg havde løsningen på at få stigende vælgertilslutninger, så ville jeg bruge den. Men selvom vi ligger alt for lavt, så går vi ikke længere nedad uge for uge, måned for måned. Det er et spirende tegn på, at det går bedre, siger Lars Barfoed, som understreger, at det bliver et langt sejt træk, at vende partiets nedgang.
Han erkendte, at han har begået fejl som partileder, men afviste at sætte en finger på hvilke.
Spørgsmål: Er din gennemslagskraft som partileder for svag?
- Det vil jeg lade andre om at bedømme. Jeg vil ikke give mig selv karakterer, siger formanden.
For at trække sig selv op af dødvandet præsenterede partiet derfor et omfattende udspil for folkeskolen, som blandt andet lægger op til flere undervisningstimer, styrket indsats i dansk og matematik. Sammen med Konservatives medvirken i regeringen, LA og Venstres skatteaftale fra juni og en rækkende kommende udspil, der skal give bedre vilkår for små og mellemstore virksomheder, føler Lars Barfoed sig overbevist om, at partiet nok skal klare sig.
HVAD MENER DU? ER 15 PROCENT REALISTISK MED BARFOED SOM FORMAND? DELTAG I DEBATTEN NEDENFOR