Længe har Venstres formand, Lars Løkke Rasmussen (V), været under beskydning fra regeringspartierne for ikke at give danskerne en klar og konkret politik, de kan forholde sig til. Nu rammes han også af kritikken fra sit eget støtteparti og tidligere regeringspartner, Det Konservative Folkeparti.

I et interview med Berlingske kræver den konservative formand, Lars Barfoed (K), at Lars Løkke Rasmussen fremlægger konkrete og gennemarbejdede bud på, hvad der eksempelvis skal ske af ændringer i den økonomiske politik, fremfor - som i dag - at tale om sigtelinjer, pejlemærker, retninger og udgangspunkter.

»Jeg synes, at vi mangler nogle klare og konkrete bud fra Venstre på, hvad man gerne vil, og det er tiden kommet til at svare på. Politisk ledelse må også handle om, at man har modet til sætte en dagsorden, selv om det gør ondt, og mange er uenige. At man tør gå i rette med den socialdemokratiske svøbe, der præger debatten i Danmark. Og det mener jeg i høj grad også, at man kan forvente af en måske kommende statsminister i Danmark,« siger Lars Barfoed og fortsætter:

»Politik handler i alt for høj grad om taktik og spin, og det skaber en stor mistillid hos vælgerne. Det har Lars Løkke sagt, at han er enig med mig i, men så må han også tage konsekvensen af det ved at tone rent flag og sige, hvad han vil.«

Barfoeds presbold til Løkke kommer, efter at den konservative formand under Folkemødet på Bornholm har fremlagt to konkrete udspil til reformer af kontanthjælpen og dagpengene. I partiets 2020-plan lægger man sig også fast på at gennemføre offentlig nulvækst frem til 2020 for blandt andet at skaffe penge til at afskaffe topskatten.

Lars Løkke vil til gengæld ikke svare på, hvor længe han mener, at offentlig nulvækst - også kaldet udgiftsstop - skal være virkelighed. Han vil heller ikke sige, hvordan hans såkaldt »moderne kontanthjælpsloft« skal se ud i praksis, eller hvilke konkrete reformer i Sverige - som han ofte refererer direkte til som et forbillede - han vil kopiere for at flytte flere væk fra oveførselsindkomst.

Venstres formand vil heller ikke svare på, hvor mange milliarder han vil bruge på bundskattelettelser, og hvordan det i praksis skal indrettes.Skal tage hensyn til Dansk Folkeparti

Det er ikke en acceptabel situation for Lars Barfoed:

»Det er simpelthen ikke nok at sige, at man gerne vil have nogle flere væk fra overførselsindkomster, og at man gerne vil skabe flere job, hvis man ikke også samtidig siger, hvordan man vil gøre det. Man skal være meget præcis, og man kan ikke nøjes med nogle meget runde formuleringer. For ellers ender man jo med at lyde som socialdemokrat – også selv om man ikke er det,« siger Lars Barfoed.

Han får opbakning fra finansminister Bjarne Corydon (S):

»Jeg er ikke enig med Lars Barfoed i mange politiske spørgsmål. Men man må give de Konservative, at de mange gange spiller den meget velgørende og nyttige rolle i oppositionen, at de meget klart lægger frem, hvad de vil, og står ved konsekvensen af det. Derfor synes jeg det er naturligt, at man stiller samme krav til dem, man arbejder sammen med,« siger Bjarne Corydon.

I Dansk Folkeparti er partileder Kristian Thulesen Dahl (DF) enig med Lars Barfoed i, at Venstres - og andre partiers - politik før et valg bør være konkret for at »gøre noget ved mistilliden mellem politikere og vælgere.« Men han ser faktisk Venstres nuværende retning som noget positivt.

»Når Lars Løkke ikke er mere konkret, end han er, så tager jeg det som et udtryk for, at han godt ved, at en eventuel ny regering skal tage hensyn til Dansk Folkeparti og vores mandater. Hvis det er sandt, så gør det mig glad,« som Thulesen Dahl siger.Det hjælper ikke at skælde ud

Lars Løkke Rasmussen er uenig i kritikken fra Lars Barfoed og mener ikke, at partierne i blå blok kan skabe et alternativ til den siddende regering ved at »skælde ud på hinanden.«

»Jeg sætter mit tempo, og så må Lars Barfoed sætte sit. Min tilgang til politik er, at det altså kommer i to etaper, hvor der først er en analyse og så en handling. For handlingen er irrelevant for alle andre, hvis du er den eneste, der har analysen, og så kan du ikke sætte handlingen igennem eller flytte noget,« siger Lars Løkke til Berlingske.

Spørgsmål: Men er det ikke væsentligt, hvor længe en nulvækst skal løbe? Altså er det to år eller helt frem til 2020?

»Det er åbenbart væsentligt for Barfoed. Det, der er væsentligt for mig, er at stikke en retning ud. Der har jeg sagt, at en regering under min ledelse vil have det udgangspunkt, at man gennemfører et udgiftsstop i den offentlige sektor. Og jo flere, der deler det udgangspunkt med mig, jo større er sandsynligheden for, at det kan håndhæves i praksis,« siger Lars Løkke Rasmussen.

Spørgsmål: Vil Venstre inden næste folketingsvalg sige konkret, hvor længe en nulvækst skal køre, hvor store bundskattelettelserne skal være, og hvordan de konkret skal udmøntes?

»Vi vil, efterhånden som valget nærmer sig, naturligvis blive mere og mere konkrete på de områder, som vi ønsker, at vælgerne vurderer os på, når de sætter krydset, og i de fire år, vi eventuelt måtte få magten i.«