Manchester United kom ellers bagud efter kun ni minutter, da Bordeaux-anfører Michel Pavon scorede på frispark - eller rettere: Målmand Raimond van der Gouw tabte bolden ind i målet på værste vis.

Girondinerne pressede de engelske gæster helt i bund, indtil der pludselig skete noget, der skulle vende kampen afgørende. Lilian Laslandes fik først det gule kort for protester og umiddelbart efter kom det røde kort også frem, da han forsøgte at slagte David Beckham. Spice Boy trak ganske vist benet til sig, men der var ingen tvivl om hensigten fra Lilian Laslandes, og derfor var det et fortjent farvel.

Ti minutter efter scorede Roy Keane, og tilsammen bragte de to hændelser Manchester United tilbage i kampen.

I anden halvleg var begge hold tæt på flere gange, men det var nok en gang Ole Gunnar Solskjær, som viste sit værd som super-reserve. Han kom ind med syv minutter tilbage, og minuttet efter scorede nordmanden kampens sidste mål.

Med sejren har "De Røde Djævle" ni points for fire kampe og fører dermed puljen. I Spanien vandt Valencia nemlig 2-0 over Fiorentina. Den rumænske måltyv Adrian Ilie scorede, da der manglede ti minutter af første halvleg. Denne stilling holdt til sidste minut, hvor baskeren Gaizka Mendieta øgede på straffespark.

I pulje A tog Barcelona til den anden ende af den iberiske halvø, hvor FC Porto tog imod. Abelardo Fernandez bragte FC Barcelona på 1-0 i første halvleg, mens den brasilianske superstjerne Rivaldo øgede i anden omgang.

Dermed er FC Barcelona sikre på at gå videre til kvartfinalerne. Både FC Porto og Sparta Prag kan ganske vist indhente de spanske mestre, men da de to andre mangler at spille mod hinanden, kan de ikke begge nå forbi katalanerne.

Sparta Prag holdt liv i forhåbningerne om avancement takket være en 1-0 sejr over Hertha Berlin på et mål inde i overtiden af Milan Fukal.