Når Barcelona møder Real Madrid søndag aften, så har katalanerne brug for alle tre point, hvis de skal vinde mesterskabet. Det mener Barcelonas træner Gerardo 'Tata' Martino.

Barcelona indtager lige nu en tredjeplads i La Liga og har fire point op til Real Madrid på førstepladsen. Med 30 point tilbage at spille om er den bedste spanske række langt fra afgjort endnu.

Hvis katalanerne taber møde nummer 168 med Real Madrid i La Primera, så er afstanden syv point op til Cristiano Ronaldo og co., og det vil være svært at hente, erkender træner Gerardo Martino.

- Det er formentlig vores sidste chance, hvis vi skal vinde mesterskabet. Efter kampen i morgen er der ni kampe tilbage af turneringen, og det er ikke det samme at skulle hente et point, som det er at hente fire eller syv, siger træneren til FC Barcelonas hjemmeside.

Real Madrid har været suveræne hjemme på Bernabeu i denne sæson med 12 sejre i 13 kampe, og senest kvaste hovedstadsklubben Schalke 04 med 3-1 i ottendedelsfinalen i Champions League, hvor især Cristiano Ronaldo virkede i hopla.

Der er ingen tvivl om, at der venter Barcelona en svær opgave søndag aften, men Gerardo Martino har troen på, at klubben efter kampen kan boarde flyet med tre point i kufferten.

- Vi er overbeviste om, at vi kan vinde El Clásico. Vi vil gøre alt for at mindske afstanden til Real Madrid, siger Gerardo Martino til klubbens hjemmeside.

Opskriften på sejr er ifølge træneren at have bolden i egne rækker og spille det spil, som Barcelona mestrer, og så skal katalanerne undgå en-mod-en situationer med Gareth Bale og Cristiano Ronaldo og undgå Real Madrids effektive kontraangreb.