Barcelonas håb om endnu et spansk mesterskab led lørdag et alvorligt knæk efter et overraskende 0-1-nederlag til bundholdet Granada.
Træner Gerardo 'Tata' Martino erkendte efter den bet, at det nu er konkurrenterne fra Atlético Madrid og Real Madrid, der har de bedste kort på hånden i jagten på den spanske titel:
- Vi kan ikke længere selv afgøre det, men jeg kunne ikke bede om mere fra spillerne.
- De prøvede alt, hvad der var muligt. De skabte masser af chancer, men det skulle ikke være. Jeg kan ikke kritisere dem for noget, bortset fra selvfølgelig ikke at score på chancerne, siger 'Tata' ifølge nyhedsbureauet AFP.
Det var ikke fordi Barcelona ikke forsøgte sig på mål i opgøret. 80 procent af boldbesiddelse var Barcelonas, der også fik noteret 29 afslutninger.
Onsdag venter der så endnu en afgørende kamp, når Real Madrid venter i den spanske pokalfinale. Det kan være eneste chance for et trofæ i denne sæson for Barcelona.
- Selvfølgelig er der en følelses i omklædningsrummet af, at vi ikke har udnyttet vigtige muligheder, men kampen på onsdag har intet med ligaen eller Champions League at gøre.
- Det er en finale, og vi vil gøre vores for at vinde den, siger argentinske Martino, der sent lørdag aften kunne se Real Madrid vinde 4-0 over Almeria og dermed gå forbi Barcelona i Primera Division.