Barcelona skulle forsøge at lukrere på et sjældent Real Madrid-nederlag, men endte selv med at tabe til Real Sociedad.

Én gigant falder sjældent alene. Sådan er der vist ikke noget ordsprog, der lyder, men ikke desto mindre var det tilfældet i den spanske Primera Division søndag aften. Først tabte Real Madrid på udebane til Valencia med 1-2, og senere på aftenen var det Barcelona, der tabte til Real Sociedad på udebane med 0-1.

Det var ellers en gylden mulighed for Barcelona for at overhale Real Madrid i tabellen, men den blev misbrugt på det skammeligste. Og det kan Barcelona-spillerne takke sig selv for. Bogstaveligt talt. For da der var spillet bare to minutter, lavede Barcelona-backen Jordi Alba et klodset selvmål, da han ville hovedstødscleare et indlæg. Til hans store ærgrelse strøg bolden bare lige ind i hans eget mål.

Om Barcelona undervurderede sin modstander vides ikke, men de havde valgt at bænke både Neymar og Lionel Messi fra start. De kom dog begge på banen i anden halvleg, og som vanligt havde Barcelona et klart overtag i boldbesiddelse. De havde da også flere chancer end Sociedad, men ind ville bolden bare ikke, og det var ikke mindst takket være et stærkt spillende Sociedad-forsvar.

Forsvaret er netop noget af det, der er blevet markant forbedret siden den tidligere Everton- og United-manager David Moyes overtog trænersædet i den baskiske traditionsklub. Det lykkedes da også at holde Barcelona fra fadet, og Sociedad tog derfor tre tiltrængte point, mens Barcelona må ærgre sig gevaldigt over pointtabet.

Barcelona indtager fortsat andenpladsen i tabellen med 38 point for 17 kampe. Det er ét point færre end Real Madrid, der desuden har en kamp til gode. Real Sociedad ligger på en skuffende 13. plads med 18 point.