Arda Turan har været Barcelona-spiller siden juli og spillede tirsdag en stor rolle i, at Tyrkiet kvalificerede sig til EM som den bedste treer i kvalifikationen.
Men derudover er det til at overse, hvad der er at juble over for den tyrkiske landsholdsspiller.
Barcelona er således underlagt et transferforbud frem til nytår, og det betyder, at Arda Turan må vente til januar med at spille kampe for catalonierne.
Men måske kan 28-årige Turan snart se frem til at få siden første optræden på Luis Enriques hold før den tidsramme.
Barcelona er nemlig klar til at gå hele vejen til den internationale sportsdomstol, CAS, for at få Arda Turan på banen.
»Vores juridiske afdeling bekræfter, at FIFA ikke har svaret på vores seneste forespørgsel fra fredag. Det er den tredje, klubben har indgivet. På grund af det manglende svar vil vi torsdag appellere til FIFAs appeludvalg som forløber for en appel til CAS,« skriver Barcelona på sin hjemmeside.
Barcelona har i øjeblikket Lionel Messi og Andrés Iniesta på skadeslisten, og da også Rafinha er blevet ramt af en alvorlig skade, mener klubben, at den har en sag.
Ifølge reglerne kan en klub få dispensation til at registrere spillere uden for transfervinduet, hvis der opstår et nødstilfælde, og sådan et mener klubben altså at stå i nu.
