Med løfte om, at de havde vundet rejser eller andre tillokkende præmier har flere kunder hos Lån og Spar Bank ladet sig overtale til at udlevere deres Visa-Dankortnumre til bedragere, der ringede dem op. Bagmændene har derpå hævet penge på kortet, meddeler banken i en advarsel til sine kunder.

Banken opfordrer derfor folk til at være opmærksomme på, hvem de opgiver de vigtige oplysninger til - hvad enten de videregiver kortnumrene via Internet eller over telefonen.

I brancheorganisationen Finansrådet har man ikke tidligere mødt den form for snyd med dankortet.

/ritzau/