Shuaib Khan, der er leder af banden Loyal To Familia, er blevet idømt en betinget udvisningsdom med en prøvetid på to år samt fængsel i tre måneder.

Bandelederen er blevet kendt skyldig i at have fremsat trusler mod en betjent i forbindelse med en visitation på Nørrebro i natten mellem 31. juli og 1. august.Anklagemyndigheden havde krævet, at Khan skulle udvises til Pakistan, fordi han ikke er dansk statsborger. Gennem hele sagen har Khan nægtet sig skyldig.

En stor flok medlemmer af Loyal To Familia var mandag mødt op foran Københavns Byret. Med håndslag og rygklap hilste hvert enkelt af de sortklædte bandemedlemmer på hinanden - under skarp bevogtning af tungt bevæbnede betjente.

I retssal 23 kæmpede bandens formodede leder, Shuaib Khan, for ikke at blive udvist til Pakistan. Iført lys, grå hættetrøje indtog han vidnestolen, hvorfra han på formfuldendt dansk sagde, at han så godt som ingen tilknytning har til Pakistan.

Den 32-årige bandeleder var tiltalt for trusler mod politiet og for at have opholdt sig i Danmark på ulovligt grundlag. Anklagemyndigheden krævede ham udvist, og derfor blev bandelederen udspurgt om sin tilknytning til Danmark og Pakistan.

I retten fortalte Shuaib Khan, at hans bedsteforældre flyttede fra Pakistan i midten af 1960'erne. I dag bor det meste af hans familie i Danmark og Storbritannien. Hans søskende og deres børn er danske statsborgere.

Shuaib Khan er født på Rigshospitalet i 1986 og har boet hele sit liv i Danmark. Han har gået på Hellig Kors Skolen og Øster Farimags Skolen og har en dansk 9. klasses-eksamen. Han har gået i en dansk fodboldklub og har været politisk aktiv i Danmark.

»Jeg har været medlem af Venstre. Jeg går meget op i samfundet. Det kan jeg ikke lade være med,« fortalte bandelederen, der regnes for hovedmanden bag den hastigt ekspanderende bande, LTF.

Shuaib Khan taler ifølge eget udsagn kun pakistansk på 'gebrokkent niveau'. Han har været på ferie i Pakistan to gange som barn.

Bandelederen afviste, at hans familie ejer jord i Pakistan, og han afviste også påstanden om, at hans far – politikeren Wallait Khan - har været borgmesterkandidat i Pakistan. Han hævder, at det var en historie, der blev plantet i pressen af farens politiske modstandere i Danmark.

Shuaib Khan er tidligere dømt for dødsvold, og har før fået en betinget udvisningsdom. Anklageren krævede Shuaib Khan udvist ubetinget i seks år, mens bandebossens forsvarer, Michael Juul Eriksen, mente, at der slet ikke var grundlag for udvisning. Forsvareren anfægtede også, at Shuaib Khan er pakistansk statsborger, eftersom landet har nægtet ham et pas.