Bamsen, som alle ville kramme, opnåede en stjernestatus, som ikke så få britiske skuespillerkollegaer misundte ham. Trods sit begrænsede ordforråd og en ikke ubetydelig statur tog Hercules gennem 20 år en tur gennem et væld af shows, film og TV-reklamer.

Hans skotske forældre, Andy og Maggie Robin, fik aldrig problemer med at betale bamsens store forbrug af toast, rom og cola - han betalte selv.

Hercules døde i hjemmet ved Glendevon i Skotland, hvor han tilbragte sine sidste uger ved swimmingpoolen i selskab med sine største favoritter: Sinatra på musikanlægget og Tom&Jerry på videoen.

Andy Robin købte bamsen som spæd i 1974 for små 400 kr. af en skotsk naturpark og fik hurtigt - med succes - Hercules til at hjælpe sig i det daglige arbejde som showbryder i USA.

Der skulle dog gå et par år, før Hercules for alvor kom i offentlighedens søgelys. Han forsvandt under optagelserne til en reklamefilm i et naturområde ved Hebriderne, og under verdenspressens bevågenhed ledte Andy og Maggie i flere uger, før den forskræmte og udsultede bjørn påny dukkede op.

Den efterfølgende stjernestatus bragte ham fra forsiden af Time Magazine til roller i James Bond-film og en række Disney-produktioner.

I 1996 takkede Hercules' forældre imidlertid nej til et 15 mio. kroners filmtilbud fra Hollywood, da det ville kræve et ubekvemt stykke tid i karantæne.

På det tidspunkt blev Hercules mageligt transporteret rundt i sin egen bjørnebil med air-condition og kaffeautomat.

Familien Robins, som passede ham i 25 år, overvejer at anlægge en hyldestpark nær ejendommen i Skotland.

"Han gav os alt, og vi takker Gud for at have fået lov at kende ham," forklarer de sørgende "forældre".

Hercules' Blå Bog

Levetid: 1973-2000.

Bosted: Glendevon, Skotland.

Beskæftigelse: Showbryder, TV-vært, skuespiller.

Film og TV: James Bond-filmen "Octopussy", BBCs "The Eagle of the North", "A Day in the Life of Hercules" "Grizzly" og diverse Disney-produktioner

Reklamer: Miss World-konkurrence, russisk vodka, engelsk øl, japanske biler.

Shows: Cabaret i Las Vegas, diverse Hollywood-talk-shows.