Han stoppede op, stod helt stille og stirrede stift frem for sig. Mario Balotelli havde netop med sit andet mål scoret til 2-0 over Tyskland, og nu stod han i Warszawa og kiggede ud på verden, som ville han sige: 'Her har I mig. Her har I den ægte Mario Balotelli'
Det var da også en Balotelli uden små skandale-gimmicks, feje frispark og kontroversielle handlinger på banen. Det var en Balotelli, der spillede fodbold, kæmpede for holdet, scorede to mål og sagde 'auf wiedersehen' til tyskerne.
- Hvordan skal man finde ud af, hvad der foregår i hovedet på en 21-årig? Hvad angår opførsel, mentalitet og psykologi har han forandret sig radikalt under dette EM. Jeg er dog nysgerrig efter at finde ud af, hvad han er villig til at ofre for at blive en stor fodboldspiller, sagde Italiens træner Cesare Prandelli inden kampen.
Hvis semifinalen torsdag aften var den endelige indfrielse af angriberens potentiale, ofrer han forhåbentlig de dumheder, som har gjort ham kendt for de forkerte ting. Og noget tyder på det, for da han blev skiftet ud i det 70. minut, brokkede han sig ikke, men gav hånden til Prandelli. Den 21-årige søn af ghanesiske forældre, der ikke ville vide af ham, og som krævede uhørt opmærksomhed i sin barndom. Det fik han torsdag aften.
Først fra den kreative kraft Cassano, der efter 20 minutter med et præcist indlæg fra venstre side fandt Balotelli i midten af feltet, hvor angriberen vandt hovedstødsduellen med Hummels og scorede til 1-0. Et kvarter efter blev angriberen fri-spillet af Montolivo, han tog bolden flot med sig, og fra kanten af feltet hamrede han bolden op i hjørnet. Hvorefter han stoppede op, kiggede ud og viste sig.
Og dermed viste han også Italien. Det nye Italien, der har overrasket alle ved dette EM med spil, der favner bredere end det klassiske italienske. Nu er det med bold, det er med lyst og hjerte. Noget, der ellers har været tyskernes stil siden 2006, hvor man begyndte at spille fodbold. Hvilket tyskerne i den grad også gjort fantastisk flot ved dette EM.
I sine optaktsmøder til denne semifinale kunne træner Joachim Löw have stået med to taler, som spillerne kunne vælge imellem som motivation: Èn, der fortalte, at Tyskland aldrig har vundet over Italien i en slutrunde, de syv gange de har mødt hinanden. Eller den, som viste, at Tyskland med sejren i kvartfinalen slog verdensrekorden i flest sejre i betydende kampe i træk, 15 i alt.
Tyskland gik ind til kampen som slutrundens bedste hold ridende på en euforisk bølge og ikke mindst en sult, der selvsikkert skulle føre dem til guldet. Det første trofæ i 16 år. Men Italien havde proklameret, at de ikke ville gemme sig, de ville spille til sejr. Slut med klassisk italiensk nedgravning.
Og de havde faktisk bolden mest i første halvleg mod et tysk hold, der ellers har haft ejerskab på bolden. Det var nu ikke, fordi tyskerne manglede muligheder, men det flow i boldomgang og den bevægelse, de har haft ved dette EM, blev klemt i italienernes stramme organisation og modige insisteren på at kombinere sig forbi tyskerne. Italienerne havde chancer for yderligere scoringer, især Marchisio burde have scoret til 3-0.
Tyskerne forsøgte at bygge op, men deres effektivitet ophørte, hvor italienernes begyndte. Gomez var uden kraft, det samme var Klose, Özil var ikke så dominerende som han plejer, men scorede dog på et straffespark til 2-1 i overtiden. Derudover havde en godt spillende Reus et fantastisk frisparksskud på overliggeren. Et skud, som veteranen Buffon fik fingerspidserne på. Samme Buffon, der kort inden kampen skrev på sin facebook-profil:
'Der kommer et tidspunkt i livet, hvor der ikke er andet at gøre end at følge din egen sti og forfølge din drøm. Det er ethvert menneskes pligt.'
Det tidspunkt kom torsdag aften for Mario Balotelli.