Det kan godt være, at Real Madrid i weekenden vandt komfortabelt, men uroen ulmer alligevel i den spanske klub.
Det skriver den spanske avis El Pais.
Angiveligt skulle truppen være stærkt utilfreds med træner Zinedine Zidanes udtalelser efter sidste uges overraskende 0-2-nederlag til Wolfsburg i første Champions League-kvartfinale.
Umiddelbart efter den kamp sagde franskmanden på et pressemøde.
»Jeg vil gerne se kampen igen og få den analyseret. Vi har gjort meget positivt på det seneste, men denne kamp kan vi ikke være tilfredse med. Vi startede ikke med den intensitet, der er nødvendig i en Champions League-kamp,« sagde Zinedine Zidane.
Spillerne er især stærkt utilfredse med den sidste del af citatet omkring den manglende intensitet.
Samtidig er spillerne også ifølge El Pais utilfredse med de mange rygter om, at Zinedine Zidane vil foretage en større udrensning i truppen i løbet af sommeren.
Anfører Sergio Ramos skulle have fremført truppens synspunkter til Zinedine Zidane, og klub-præsident Florentino Perez skulle også være blevet informeret.
Timingen er ikke god, for allerede tirsdag aften venter returkampen mod Wolfsburg på Santiago Bernabeu, men indtil videre skulle Zinedine Zidane have afværget den værste krise ved at have erkendt sin verbale fejl.
