Baglandet vil have indflydelse i S-toppen
Borgmestre vil have genskabt forbindelsen mellem partiledelsen og baglandet i de socialdemokratisk-styrede kommuner – eventuelt ved hjælp af en kvindelig næstformand.
Borgmestre vil have genskabt forbindelsen mellem partiledelsen og baglandet i de socialdemokratisk-styrede kommuner – eventuelt ved hjælp af en kvindelig næstformand.
Baglandet i Socialdemokratiet føler sig sat uden for døren i partiets absolutte top. Derfor ønsker en række fremtrædende S-borgmestre, at det socialdemokratiske bagland igen bliver repræsenteret i partiets ledelse. Det skriver Information.
Partiets nuværende næstformænd, Nicolai Wammen og Nick Hækkerup, opfylder nemlig ikke kravene i de socialdemokratiske partilove. Ifølge partilovene er det kun en af de to næstformænd, der må være medlem af Folketinget, og efter folketingsvalget i september er både Nick Hækkerup og Nicolai Wammen medlemmer af Folketinget og ministre i regeringen.
- Det er vigtigt, at der er en forbindelse mellem ledelse og bagland. At den ene næstformand kommer fra baglandet er jo et signal til baglandet om, at den kommunale stemme er med, når partiets retning bestemmes. Det er vigtigt, siger Thomas Gyldal Petersen, borgmester i Herlev, til Information. Han bakkes op af en række socialdemokratiske borgmestre, avisen har talt med.
For borgmester i Randers Kommune, Henning Jensen Nyhuus, er det afgørende, at baglandet hurtigst muligt igen får en næstformandspost i partiet. Det bør senest ske ved partiets kongres i september.
Og ifølge Thomas Adelskov, borgmester i Odsherred Kommune, kunne den voldsomme diskussion om betalingsringen rundt om København i vinter muligvis have været undgået, hvis baglandet havde været repræsenteret i partiets top.
Ingen af borgmestrene ønsker at komme med konkrete bud på, hvem der kan overtage en af næstformandsposterne, men flere mener, at Jylland bør være bedre repræsenteret i Socialdemokraternes topledelse.
- Det vil også være rigtig godt, hvis det er en kvinde. Vi har mange dygtige, kvindelige borgmestre og byrådsmedlemmer, så det vil være en profil, jeg ville tage udgangspunkt i, siger Jan Petersen, borgmester i Norddjurs Kommune, til Information.