Lillejuleaften er børnene inviteret med i køkkenet, når fem deltagere fra 'Den store bagedyst' skal konkurrere i julebag.
De voksne har fået lov at konkurrere på smag, form og det helt rigtige knæk i chokoladen i hele fire sæsoner af DR-programmet 'Den store bagedyst'. Men nu kommer der for første gang børn med i det populære telt.
Fem deltagere fra efterårets program - Liv, Micki, Sasitha, Pernille og Rikke - har alle inviteret en lille hjælper med i køkkenet i det nye program 'Den store jule- og nytårsbagedyst', der bliver sendt den 23. og 29. december.
Efterårets vinder, Liv Martine Hansen, har inviteret grandniecen Ida med i teltet, mens Micki Cheng, der nåede i finalen, dyster sammen med sin kærestes niece Naya. Pernille Mortensen har inviteret sin nevø Søren med, mens Sasitha Jayakumar har niecen Jesmina med, og endelig har Rikke Myrup hjælp fra sin tidligere elev Anders.
»Julen er en tid, hvor man samles og nyder hinandens selskab på tværs af generationer. I mange danske køkkener bager børn og voksne sammen i december. Julen er indbegrebet af familiehygge, og det synes vi også, at årets jule- og nytårsbagedyst skal afspejle. Derfor er deltagerne ikke alene. De dyster i hold i kendte og hemmelige udfordringer, der sætter både børn og voksnes evner på spil,« fortæller Søren Olsen, der er DR-redaktør for ’Den store bagedyst’.
»Børnene har klaret det så fantastisk. Men det har været en udfordring, for vi skulle lære dem op i bagetid og brug af sprøjteposer på ingen tid. Jesmina var vågen til havl fire om morgenen nogle dage, fordi hun øvede sig igen og igen. Jeg er simpelthen så stolt af hende,« fortæller Sasitha Jayakumar i det nyeste nummer af Billed-Bladet.
Lillejuleaften skal de fem hold dyste i at pynte et juletræ med småkager og konfekt, og bagefter skal de lave et julemesterværk, der er inspireret af et fælles juleminde.
De tre bedste hold går videre til næste runde, der altså bliver sendt 29. december. Her skal de konkurrere i at lave nytårssnacks og et rigtigt festligt nytårsmestervæk.
Første del af ’Den store jule- og nytårsbagedyst’ bliver sendt den 23. december klokken 20.30 på DR1. Anden del vises den 29. december klokken 20.00 på DR1.
