Den britiske version af ’Den Store Bagedyst’ er allerede i ovnen – og det med frække undertoner, skriver Metro.

En af deltagerne i ’Bake Off’, som den britiske version af ’Den Store Bagedyst’ hedder, har nemlig bagt et brød, der har fået de britiske forældre til at holde deres børn for øjnene.

I denne uge var det brød-uge. Tom Gillford valgte derfor at bage et flettet brød med tranebær og tang. Planen var, at brødet skulle ligne Thors hammer - men det gik ikke som planlagt.

I stedet var programmets vært, Mel Giedroyc, hurtig til at kommentere brødet.

»Det er meget maskulint, er det ikke?« spurgte værten, der var tæt på at knække sammen af grin.

Tom Gillford var dog ikke til at rykke ved. Han mente nemlig, at brødet udover at ligne Thors hammer også havde en anden betydning. Uden at fortrække en mine svarede han.

»Det er også et T - T for Thor og T for Tom.«

Værten Mel var dog ikke færdig med den lumre tone, således svarede hun, at hun i hvert fald ville sørge for, at hendes mor ikke fik lov at se programmet.

På Twitter har brødet også vakt opsigt. Selv har programmet været ude at gisne om, hvorvidt Thor i næste film må skifte sin vanlige hammer ud med den, Tom Gillford bagte. Andre skriver mere ligeud.