En syg James Hetfield bad 3 kvarter inde i koncerten publikum i København om lov til at aflyse – publikum afviste og bar et svækket men stadig Metallica i mål.

Som jeg garanteret tidligere har belært læserne om, så har jeg været til så mange Metallica koncerter i min tid, at jeg har papir på titlen 'håbløst tilfælde' fra selv de ellers mest stædige adfærdspsykologer.

Men jeg tror vitterlig aldrig, jeg har hørt Metallica spille så højt og så tungt, som de gjorde i Royal Arena fredag aften. Det var vitterlig, som d’herrer Lars Ulrich, James Hetfield, Robert Trujillo og Kirk Hammett, inden de gik på scenen klokken 21.35 havde sagt til hinanden: »Nå, skal vi se, hvad helvede den hal egentlig kan holde til!«.

Det blev i dén grad gjort, for Metallica spillede med en lydstyrke og en tyngde, som syntes de, det var synd, hvis ikke også resten af landet kunne høre, de var her. Men dem, der har bygget Royal Arena, er åbenbart dygtige folk, for da jeg forlod arenaen, var både taget og fundamentet intakt endnu.

Hvilket nok er mere, end man kan sige om en åbenlyst sygdomsplaget James Hetfields stemme. Faktisk var det tydeligt, at manden decideret LED deroppe, som stemmen skiftevis var falsk, hæs eller helt forsvandt.

Det blev så hårdt for ham, at han og Lars Ulrich omkring 40 minutter inde i koncerten måtte holde bandmøde for åben scene, inden Hetfield gik til mikrofonen:

»Venner, jeg har det ad helvede til med, at I ikke skal have det bedste Metallica, I kan få. Jeg har det ad helvede til med det. Var det ikke bedst om vi aflyste og vendte tilbage bedre?«.

Det var publikum IKKE enige i. Hellere Metallica med en syg Hetfield end ingen Metallica, var svaret fra de 16.000 i salen.

»I gør mig ære,« sagde en rørt James.

Under alle omstændigheder er dét faktum, at Hetfield stiller sig op og siger det, som det er, i stedet for blot at køre på, som om intet er i vejen, noget, mange kunne lære noget af – ikke mindst politikere:

Det er nemlig FORMAT, mine damer og herrer!

Nå, Metallica er dog – selv i en svækket udgave – en mægtig metalmaskine, og selv en syg James Hetfield er i perioder en ærefrygtindgydende performer.

Det får være op til den enkelte, om så Metallica alligevel burde have aflyst. Ærligt talt var Hetfield ikke alene om at have dårlige perioder, og jeg er ked af at skulle gå på leadguitarist Kirk Hammett igen, men hvordan kan en så erfaren musiker spille en så tandudtrækkende pinligt falsk intro og en tilsvarende sjasket solo i et nummer, han har spillet så mange gange i så mange år, som tilfældet er med 'Fade To Black'?!

Når det imidlertid er sagt, så var der talrige øjeblikke, sange og regulært livsbekræftende passager denne aften så gode, at man simpelthen må bide i brædderne – af beundring javel, men faktisk også i tårevædet erindring om, hvor vanvittigt meget det band har givet én.

Jeg giver ordet til Ian, en gut i tyverne, som havde taget turen hele vejen fra Skotland for at opleve sin første Metallica koncert:

»Jeg tudede uafbrudt de første tyve minutter – af glæde. Vil du ikke godt skrive det.«

Det være hermed gjort.

Blandt højdepunkterne var koncertens seks første numre og faktisk primært sangene fra bandets aktuelle album 'Hardwired. . . To Self-Destruct' – titelnummeret og 'Atlas Rise' men i særdeleshed en ualmindeligt sej og swingende 'Now That We’re Dead.'

Jeg skal sikkert nok få på huden for det, men faktisk lød klassikere som 'Harvester Of Sorrow,' 'One' og selv 'Master Of Puppets' temmelig sløsede og forhastede oven på den smadder-svada, der var de første seks numre. Der kan selvfølgelig være en sammenhæng med Hetfields helbredstilstand.

Men så – netop som koncerten truede med at komme til at stå i stampe – tog en vis herre og hans horde af metalliske medicinmænd atter ved bandet, da de satte i med en slut tour-de-force, så man atter – ja, så er vi der vist igen – blev taget på bjerget.

Først en kradsbørstig 'Seek & Destroy,' så en fuldkommen frenetisk 'Battery' fulgt af en rørende 'Nothing Else Matters' (jamen, vi kan da synge den for dig James), inden det hele sluttede med en bombastisk 'Enter Sandman'.

Så jeg vil mene, koncerten var godkendt.

Det vil jeg også mene, Royal Arena er. Den nye arena skal ikke have skylden for et par øjeblikke, hvor lyden væltede – det er sgu svært at lave optimal lyd, når bandet spiller SÅ højt.

På søndag går det løs igen, og jeg kan da som en fodnote afsløre, at Metallica med Lars’ ord går på penicillin kur inden. . .

DET SPILLEDE DE:
'Hardwired'
'Atlas Rise'
'For Whom The Bell Tolls'
'Fuel'
'The Unforgiven'
'Now That We’re Dead'
'Moth Into Flame'
'Harvester Of Sorrow'
'Confusion'
'One'
'Master Of Puppets'
'Fade To Black'
'Seek And Destroy'

Ekstra:
'Battery'
'Nothing Else Matters'
'Enter Sandman'