Som B.T. onsdag kunne berette, er Christian Kjærs kæreste gravid, og i det øjeblik barnet er født, sikrer lovgivningen nemlig Susan Astani en del af formuen på trods af, at parret slet ikke er gift.

Ekspert i arveret, advokat Lotte Borg Jørgensen forklarer således, at ifølge arveloven kan Christian Kjær frit testamentere tre fjerdedele af sin formue til hvem han ønsker. Det kan være hans børn, samlever, Dyrenes Beskyttelse eller hvad han ellers måtte have lyst til.

LÆS OGSÅ:

- Til gengæld er den sidste fjerdedel låst, den såkaldte tvangsarv. Hovedreglen er, at tvangsarven - altså de 25 pct. - deles op i to portioner, hvoraf 50 pct går til børnene, mens ægtefællen får de resterende 50 pct., siger hun og understreger, at hun ikke kan udtale sig om den specifikke sag, da hun intet kender til Christian Kjærs testamente eller privatliv.

Samlever arver også

- Men generelt kan man sige, at en ottendedel af den samlede arv vil gå til ægtefællen, siger hun og understreger, at der skal foreligge et testamente og at ovenstående er hovedreglen.

Selvom loven taler om ’ægtefællen’, kan arven også gå til en samlever, såfremt man enten har fælles barn eller har boet sammen i to år.

LÆS OGSÅ: 

Christian Kjær er på papiret i dag en fri fugl. I januar 2011, efter toethalvt års juridisk kamp, gik skilsmissen med Janni Kjær endelig igennem. Og selv om eksparrets økonomiske slagsmål om et tre-cifret millionbeløb langt fra er afsluttet og tegner til at trække yderligere i langdrag, så er de ikke længere mand og kone.

Kærester siden 2009

Og endnu er det usikkert, om han og Susan Astani bliver det. I hvert fald har Christian Kjær i tidligere interview afvist, at han nogen sinde skulle giftes igen.

Så selvom han og 41-årige Susan Astani har været kærester siden sommeren 2009, har parret kun boet sammen siden maj sidste år. Og dermed har hun reelt ingen arverettigheder.

Men det har graviditeten nu vendt op og ned på. For når Christian Kjærs fjerde barn kommer til verden om et par måneder, er Susan Astani ikke længere kun samlever på papiret. Hun er nu samlever med et fælles barn. Og ifølge arveloven betyder det, at hun i forbindelse med tvangsarven har samme rettigheder som en ægtefælle.

Og dermed er hun sikret en ottendedel af Christian Kjærs formue, som anslås at være på mindst 500 mio kr.

Når det er vanskeligt at beregne, hvor mange penge Christian Kjær har på kistebunden, skyldes det primært, at der er tale om en privat formue og at en hel del er bundet i ejendomme i både Nordsjælland og på øen Venø i Limfjorden, samt i hans helt private ø i Caribien.Derudover er formuen bundet op i aktier og obligationer.

I de 20 år, Janni og Christian Kjær var gift, var begge formuer adskilt med vandtætte skotter. Men parret delte husholdningen og vedligeholdelse. Og årsagen til deres langvarige og endnu ikke afsluttede økonomiske slagsmål er netop de mange millioner, Janni har postet i Christian Kjærs luksusejendom Sandbjerggård i Nordsjælland.

Udfaldet af netop denne retssag vil naturligvis påvirke Christian Kjærs formue og dermed Susan Astanis fremtidige arv.