Den spanske ferie- og kulturby Barcelona er torsdag aften ramt af voldsomme demonstrationer og protester, rapporterer Berlingskes korrespondent i Spanien, Martin Tønner.

Årsagen til balladen er et oprør mod regeringens arbejdsmarkedsreform. Martin Tønner, befinder sig midt i Barcelona, hvor han er vidne til demonstrationer.

- Mange af demonstranterne befinder sig på den store plads Placa de Catalunya. Politiet skyder med gummikugler, og brandfolk slukker de brændende containere, fortæller Martin Tønner med sirener i baggrunden.

Ifølge ham er der ikke bare én, men flere demonstrationer af meget forskellig art, i gang.

- Hoveddemonstrationen, som er den, der blev bebudet på forhånd, befinder sig 200 meter fra dér, hvor politiet skyder med gummikugler. Nogle autonome grupper har lavet deres egne demonstrationer, og der er lige nu kasteskyts, siger Martin Tønner.

Den autonome demonstration begyndte før den officielle, og mens der er ballade omkring den autonome demonstration, er der ikke nær så dramatisk omkring hoveddemonstrationen, fortæller Berlingskes reporter.

- Her går folk rundt med barnevogne og hygger sig. Det er en bizar situation, for udover den autonome demonstration er resten af byen er idyllisk, siger han.

Martin Tønner kan ikke vurdere om balladen i Barcelona har toppet eller ej, men brandbilernes sirener tyder på, at det bestemt ikke går stille af sig.

Demonstrationerne skyldes den spanske regerings omstridte arbejdsmarkedsreform, der gør det lettere for virksomheder at fyre ansatte. Demonstranterne er desuden oprørte over regeringens kommende spareplan, der bliver fremlagt fredag. Torsdagen har derfor både budt på demonstrationer og en generalstrejke, som er indledt af to store fagforbund med det formål at ramme landets infrastruktur. Spanien har i øjeblikket Europas højeste andel af arbejdsløse.