Engelske klubber kan godt hive pengepungen frem og smide nogle pund efter Kasper Dolberg. Det fastslår den britiske avis, Daily Mirror.

Få klubber er så dygtige som Ajax til talentudvikling, og seneste skud på stammen er angriberen Kasper Dolberg, der oprindeligt kommer fra Silkeborg.

Han scorede torsdag for Ajax, da hollænderne ordnede belgiske Standard Liége i Europa League, og i weekenden lavede den knap 19-årige dansker to mål, da Ajax slog bundholdet Zwolle med 5-1.

{embedded type="node/webtv_link" id="47410696"}

Og det får Daily Mirror til at skrive, at det næste navn, engelske fodboldfans skal lære sig, er Kasper Dolberg.

»Den kun 18-årige dansker river Æresdivisionen op med rode. I kampen mod Zwolle modtog han bolden ved midterlinjen, snød to mand og løb med bolden hele vejen ned til målet, inden han scorede,« lyder den uforbeholdne ros fra avisen.

»Og han følger i et gyldent fodspor. Rafael van der Vaart, Christian Eriksen, Wesley Sneijder og Nigel de Jong kom også fra Ajax,« skriver Daily Mirror, der også husker på, at spillere som Zlatan Ibrahimovic og Luis Suárez var forbi Amsterdam-klubben, inden de blev store i andre ligaer.

»Så når der en 18-årig, der laver mål i Æresdivsionen, så ved man, at der er Premier League-klubber, der kigger på. Ham får vi snart - før snarere end siden,« mener Daily Mirror.

79 procent af de mennesker, der har læst artiklen på avisen, er enige i, at Kasper Dolberg bliver en superstjerne.