Christian Eriksens mellemmand afviser historie om, at han på vegne af danskeren har krævet en kæmpe lønstigning af Tottenham.

Danske Christian Eriksen vågnede lørdag op til en stort anlagt historie i avisen The Telegraph om, at forhandlingerne om ny kontrakt med Tottenham er gået i hårknude, fordi danskerens lønkrav er urealistisk høje.

Her skulle Christian Eriksens mellemmand, hollænderen Martin Schoots, angiveligt have forlangt en lønstigning fra nuværende 300.000 kroner om ugen til svimlende 1,3 millioner kroner ugentligt.

Lønstigningen ville samtidig gøre Christian Eriksen til Tottenhams suverænt bedst betalte spiller, hvor stjernekeeperen Hugo Lloris lige nu topper lønhierarkiet med anslåede 700.000 kroner om ugen. Et lønkrav, der angiveligt skulle have fået Tottenham bestyrelsesformand Daniel Levy til at se rødt og stoppet de ellers i gangværende forhandlinger om at forlænge Christian Eriksens kontrakt, der ellers først udløber om to år.

Men historien om, at Christian Eriksen skulle have indgivet et nærmest chokerende ultimatum om en lønforhøjelse, passer ikke.

Det fortæller danskerens mellemmand, Martin Schoots, lørdag til BT. I en sms skriver hollænderen følgende:

»I de otte og et halvt år, jeg har arbejdet sammen med Christian, har vi aldrig kommenteret på forhandlinger om kontrakter, og vi vil ikke gøre en undtagelse her, selvom vi bliver konfronteret med nogle underlige rygter på internettet. Det eneste, jeg kan sige, er, at hvis penge havde været det vigtigste for os, så havde Christian aldrig taget til Ajax i første omgang. Dengang han var 16 år, og vi var i kontakt med klubber som Barcelona, Chelsea og AC Milan,« skriver Schoots til BT og fortsætter:

»Hvis penge havde været det vigtigste, havde Christian ikke skiftet til Tottenham for tre år siden. Her var der interesse for ham fra nogle af de rigeste klubber i verden. Men Tottenham var den eneste klub, han ville til, og han er glad,« fastslåer Christian Eriksens mellemmand.

Dermed er det altså uklart, hvorvidt forhandlingerne fortsat er i gang, eller om parterne er langt fra hinanden.

På banen spillede Christian Eriksen hele kampen, da Tottenham lørdag eftermiddag spillede 1-1 på udebane mod Everton.