USA: Den påståede aflytning af Tysklands kansler, Angela Merkel, er ifølge den tyske avis Bild blevet beordret fra højeste sted.

Avisen skriver, at USAs præsident, Barack Obama, fik fremlagt oplysninger om aflytningen af Merkel af chefen for efterretningstjenesten NSA, Keith Alexander, i 2010.

»Obama stoppede ikke operationen dengang, men lod den køre videre,« siger en anonym kilde i NSA ifølge Bild.

Barack Obama spurgte angiveligt »Hvem er denne kvinde egentlig?«, hvorefter præsidenten hav udtryk for, at han ville vide alt om hende.

Et andet tysk medie Der Spiegel skriver søndag, at Angela Merkel har været på NSAs aflytningsliste siden 2002, og at amerikanerne desuden skal have overvåget hele regeringskvarteret i Berlin fra USAs ambassade i byen. Det viser et udtræk, der stammer fra hemmelige NSA-filer, som Spiegel har set.

Derudover fremgår det, at overvågningsopgaven tilsyneladende også var i gang få uger før præsident Obamas besøg i Berlin i 2013.

I det udtræk, som Spiegel har set, er mobilnummeret anført under »Kansler Merkel«.

Det fremgår ikke af udtrækket, hvilken type data, der skulle overvåges, eller om alle samtaler skulle aflyttes.

The Guardian skrev tidligere på ugen, at den amerikanske efterretningstjeneste NSA har aflyttet Angela Merkels mobiltelefon, men talsmand for Det Hvide Hus Jay Carney afviser anklagerne.

Flere tyske medier skriver lørdag, at Tysklands regering i næste uge sender spionchefer til Washington for at bede om en forklaring fra amerikanerne. Det sker, efter USAs ambassadør i Berlin har været indkaldt til en samtale i det tyske udenrigsministerium.