Avis: Grækerne skal stemme om EU-medlemsskab
I stedet for at stemme om krisepakkerne skal grækerne tage stilling til nationens tilhørsforhold i EU-samarbejdet, skriver Financial Times.
I stedet for at stemme om krisepakkerne skal grækerne tage stilling til nationens tilhørsforhold i EU-samarbejdet, skriver Financial Times.
De græske vælgere vil ikke blive bedt om at sige ja eller nej til de skrappe redningsplaner, som eurolandene og den græske regering har vedtaget - det vil i øvrigt også stride imod den græske forfatning.
I stedet vil premierminister George Papandreou i midten af december bede vælgerne tage stilling til et meget mere overordnet spørgsmål, nemlig Grækenlands fortsatte fulde medlemskab af EU og euro-samarbejdet. Det skriver Financial Times.
På denne måde er der størst sandsynlighed for at få mandat til at fortsætte arbejdet med at bringe landet på fode igen, skriver FT.com, selv om kuren bliver skrap, og den folkelige modstand længe har været voldsom.
Om det overhovedet kommer til et valg er dog stadig usikkert. Der er nemlig indtil flere forhindringer, der kan sætte en stopper for George Papandreous planer.
Den første er allerede fredag, hvor regeringen skal overleve en tillidsafstemning i parlamentet.
I det interne oprør i Pasok-partiet, der fulgte i kølvandet på premierministerens beslutning om folkeafstemningen, forlod to medlemmer regeringspartiet, der nu kun har et enkelt mandats flertal. Taber regeringen afstemningen, skal der udskrives parlamentsvalg, og så er spørgsmålet, om en ny regering vil lade grækerne stemme om EU.
Anden forhindring er den græske præsident. Lige som man har set det på Island, har præsidenten en omfattende magt, når det kommer til afstemninger. Dermed kan præsident Carolos Papoulias sætte en stopper for planerne om en afstemning.
Sidst men ikke mindst skal en folkeafstemning for at være gyldig have en valgdeltagelse på minimum 40 procent af vælgerne. Selv hvis regeringen kommer igennem med sine afstemningsplaner, er det langt fra sikkert, at så mange grækere vil deltage.
Premierminister Papandreou mødes onsdag aften med EU-ledere forud for G20 topmødet i Cannes.