Avis: Folk på overførsel skal til lommerne
Overførselsindkomster skal følge prisudviklingen frem for lønudviklingen, og der er skattegoder til erhvervslivet.
Overførselsindkomster skal følge prisudviklingen frem for lønudviklingen, og der er skattegoder til erhvervslivet.
Det kan blive personer uden for arbejdsmarkedet, som får regningen for dele af den skattereform, som regeringen præsenterer på tirsdag.
Ifølge Politikens regeringskilder vil Socialdemokraterne, De Radikale og SF nemlig lade overførselsindkomsterne regulere efter prisudviklingen i samfundet frem for lønudviklingen, sådan som det er i dag.
Altså kan det betyde, at statens støtte med tiden bliver udhulet og dermed giver større spænd mellem de, der har et job, og de, der ikke har. Regeringens grundtanke er her, at det for alvor skal kunne betale sig at have et arbejde.
Blandt andet forsøger regeringen med udspillet at undgå endnu en »Carina«-sag, hvor det blev afsløret, at kontanthjælpsmodtageren Carina havde mere end 15.000 kroner efter skat månedligt.
Reguleres overførselsindkomsterne alene efter pris, en inflationsregulering fra 2013-2020 giver det 7,5 milliarder kroner mere i kassen, og 9.000 flere vil kunne komme på jobmarkedet, viser et svar fra Finansministeriet fra januar.
Ifølge Politiken vil overførselsindkomsterne dog ikke blive reguleret på denne måde i alle årene.
Planen vækker harme hos regeringens støtteparti, Enhedslisten.
- Det er fuldstændig i modstrid med den politik, regeringspartierne har haft tidligere. Og det er fuldstændig i modstrid med al snak om at lave en socialt ansvarlig skattereform. Det er helt ubegribeligt og helt uforståeligt, siger Per Clausen til Politiken.
Den liberale tænketank Cepos roser dog udspillet.
- Det er en af de mest fornuftige finansieringskilder. Det giver en budgetforbedring til at betale for, at man letter skatten på arbejde, men det betyder også, at flere kommer i arbejde, fordi forskellen på at være i arbejde og på at stå udenfor vokser, siger cheføkonom hos Cepos Mads Lundby Hansen.
Men skævvridningen mellem de arbejdende og de, der står uden for arbejdsmarkedet, kan ende med at blive endnu større, Statsministeren vil ifølge Jyllands-Posten også give skattelettelser til erhvervslivet.- Vi vil gerne sænke skatten markant på arbejde, men vi vil også give en håndsrækning til virksomhederne, siger Helle Thorning-Schmidt i sit første interview om den skattereform, der har været ventet med spænding, siden regeringen blev dannet sidste år.Et af de konkrete vækst-værktøjer er et højere skattefradrag for investeringer i maskiner, værktøj og inventar i resten af 2012 og i 2013.- Det er en hjælpende hånd til produktionsdanmark, og det vil kunne mærkes derude. Vi er helt overbeviste om, at det sætter gang i jobbene i Danmark, siger Helle Thorning-Schmidt.
BNB