Mor til autistisk barn mener ikke, det er rimeligt, at hendes søn fra årets skolestart skal bruge over en time i transport for at komme i skole. Hun har nu klaget til kommune og busselskab for at ikke være blevet varslet om nye bustider.

Jeanette Willers fra Høng på Vestsjælland er frustreret over, hendes autistiske søn, 11-årige Rasmus Willers, skal bruge 65 minutter i bus for at komme i skole. Isære når der kun er seks kilometer mellem hjemmet i Høng til skolen i nabobyen Gørlev.

Læs også:

Hun har nu klaget til Kalundborg Kommune og busselskabet Egon's Turist og Minibusser, fordi familien ikke blev varslet om den længere skoletur, skriver sn.dk.

Læs også:

En morgen i august blev Jeanette Willers overrasket over, at skolebussen ikke kom og hentede sønnen, da han stod og ventede på busssen, hvor den plejede at tage ham med, klokken 7.40. Det viste sig, at køreplanerne for skolebørnene i Kalundborg Kommune var blevet ændret hen over sommerferien, så Rasmus Willers skulle have været med bussen allerede klokken 6.50.

Familien har nu klaget over, at de ikke blev informeret om de nye bustider.

Kalundborg Kommune vil ikke kommentere den konkrete sag, men kommunen erkender, at der er begået en fejl, når familien ikke er blevet gjort opmærksom på ændringerne.

»Vi har et ansvar for at oplyse om nye køretider sammen med skolerne. Der kan jo ske en fejl lige efter ferien, fordi der kommer nye skolebørn og ændrede skemaer,« siger Anne Jørgensen, der er småbørnschef i kommunen.

Kalundborg Kommune har ændret ruterne for skolekørsel, så busserne kan tage flere børn med ad gangen. Det har haft den konsekvens, at nogle børn nu har fået en længere transporttid i skole, lyder forklaringen.

Anne Jørgensen erkender, at der ved kommunens næste budget vil være besparelser på transportområdet. Hun er af den opfattelse, at det er godt for børn, hvis de bliver mere selvhjulpende.

»Et barn, der kan klare sig selv, får højere selvværd. For børn med særlige behov tilrettelægger vi det sådan, at vi mener, det er ansvarligt,« forklarer Anne Jørgensen.

Er det rimeligt, at et barn med autisme skal bruge over en time på transport, når der kun er seks kilometer mellem hjemmet og skolen?

»Jeg svarer ikke på den konkrete sag,« siger hun.

Jeanette Willers og familien har ikke ønsket at stille op til interview til BT.