Australske Jonty Roos fortæller i et eksklusivt interview i Channel 9's TV-show 'A Current Affair', at hun sammen med en veninde blev inviteret til at sidde i cockpittet af to piloter, da de tilbage i 2011 var på ferie i Thailand. Den ene af de to piloter var ifølge Roos 27-årige Fariq bin Ab Hamid, der var førsteofficer på det forsvundne Malaysia Airlines Flight MH370.

Under interviewet fortæller Jonty Roos desuden, at Ab Hamid sammen med en anden uidentificeret pilot selv henvendte sig til de to kvinder, da de stod i kø ved deres gate.

- Vi stod i køen til vores gate sammen med alle de andre, da piloten og co-piloten gik forbi os. De kom derefter tilbage og spurgte os, om vi ikke havde lyst til at sidde i cockpittet sammen med dem under flyvningen. Vi sagde selvfølgelig ja. Det tror jeg, at alle ville have gjort, siger Jonty Roos i interviewet.

Hun siger desuden, at de to piloter sad og røg i cockpittet under flyvningen og tilbød at tage de to kvinder med ud og spise, hvis de blev i Kuala Lumpur.

- Gennem hele flyveturen talte de til os, og de sad sågar og røg i cockpittet, hvilket jeg ikke tror er lovligt. De tog også billeder med os, mens vi fløj, og jeg var generelt ret chokeret over den måde, de opførte sig på under flyvningen.

De fleste internationale fly har forbud mod cockpit-besøg under flyvning. Reglerne er sågar blevet yderligere strammet efter terrorangrebene den 11. september, og mange flyselskaber har forbudt passagerer at opholde sig i den forreste del af flyet, mens døren til cockpittet er åben.

Jonty Roos slår dog i interviewet fast, at hun og veninden på ingen måde følte sig utrygge under flyveturen, og hun beskriver de to piloter som meget kompetente.

- Jeg siger ikke, at co-piloten har haft noget med det her at gøre, jeg fortæller det bare for at videregive de få informationer, som jeg har, siger Jonty Roos afslutningsvist.

Se hele interviewet her