Efter 10 sæsoner som spiller og to som træner i Brøndby, blev Auri Skarbalius i juni beordret til at forlade sin hjerteklub. Nu taler Auri for første gang ud om, hvordan han oplevede sin hektiske periode i Brøndby, fyringen og fremtiden – både sin egen og klubbens.

Det var slet ikke meningen, at Auri Skarbalius skulle have haft dirigentstokken i Brøndby. Han skulle bare være assistenttræner. Men efter svigtende resultater blev den daværende cheftræner Henrik Jensen i oktober 2011 tvunget ud af bagdøren, og pludselig blev assistenten forfremmet til chef.

Litauerens trænerkarriere nåede dog ikke de højder, han selv eller ledelsen havde håbet på, og efterhånden som resultaterne udeblev, begyndte uroen at ulme blandt fans og spillere. Flere spillere stod sågar anonymt frem i BT og fortalte, at de havde mistet tilliden til Skarbalius.

- Jeg overvejer helt at holde op med at gøre, som han siger og spille, som jeg selv synes, fortalte en spiller, mens en anden sagde, at Auri ’var helt væk’ taktisk.

Det hele kulminerede i juni i år. Selv om Auri Skarbalius i sidste runde sikrede Brøndby en ny sæson i Superligaen, fik han silkesnoren af den Brøndby-ledelse, der netop var tiltrådt efter aktieemissionen. Der var brug for nye kræfter, hvis Brøndbys skulle tilbage til tidligere tiders storhed.

De fleste trænere vil nok tage sådan en fyring som et nederlag, men i dag betragter Auri Skarbalius selv sin Brøndby-tid som en succes:

- Når man ser på, hvor svær en situation Brøndby var i, da jeg kom til, føler jeg, at jeg lykkedes i Brøndby, siger han og uddyber:

- Da jeg overtog holdet, lå vi også i bunden. Det var holdets niveau. Og selv om jeg gerne ville udvikle spillerne, blev overlevelsen det vigtigste. Det var et spørgsmål om liv eller død. Der var simpelthen ikke råd til nedrykning.

Derfor blev han også nødt til at gå på kompromis med sit spilkoncept, forklarer han:

- Vi skulle opnå en bestemt placering, for at vi kunne holde budgettet. Derfor begyndte vi at spille mere kynisk, så vi fik de nødvendige point. Og det klarede vi jo i sidste ende. Men det er klart, at hverdagen ikke var sjov, og at der var masser af nætter uden søvn undervejs i forløbet.

I begyndelsen af året fik Auri Skarbaluis endnu mere at slås med. Ikke nok med, at Brøndby lå og kæmpede for at komme over nedrykningsstregen, så begyndte uroen i bestyrelseslokalerne også at brede sig. Sponsorererne flygtede, tilhængerne var utilfredse og lavede flere protest- aktioner mod daværende bestyrelsesformand Per Bjerregaard, og selv om han forsøgte at holde sig ude af det, kunne Auri Skarbalius ikke undgå at mærke de politiske spændinger i ledelsen.

- Jeg konstaterede tidligt, at der var en kaotisk tilstand i klubben. Men jeg sagde jo selv ja til jobbet, så det måtte jeg leve med. Men undervejs var der masser af ting, jeg gerne ville have, var anderledes, siger han og fortsætter:

- Jeg kan i dag være tilfreds med, at jeg ikke var firkantet og sagde, jeg ikke ville være med, fordi der var så mange ting, der ikke var, som jeg ville have det. Jeg gider ikke at pibe over, at der var problemer med økonomien, at vi var ved at gå konkurs, eller at der ikke kom nogen nye spillere – det er slet ikke mig. Jeg så på, hvad jeg havde at gøre godt med og forsøgte at løse det. Det var det eneste, jeg kunne tage mig af.

Samtidig begyndte medierne at så tvivl om, hvorvidt litaueren var den rigtige træner for Brøndby. Men på trods af den stigende kritik havde Auri hele tiden Brøndby-mottoet ’Ingen over Klubben’ i baghovedet.

- Jeg så indad og bad spillerne om at gøre det samme. Det nyttede ikke noget at ærgre sig over den politiske uro i klubben. Vi måtte gøre, hvad der var bedst for klubben. Og klubbens overlevelse viser bare, at det var den rigtige beslutning.

Siden fyringen i Brøndby har Auri Skarbalius stået uden job. Der har allerede været bud efter ham fra ind- og udland, men han har takket nej. Han har simpelthen haft brug for at få tankerne væk fra fodbold. I stedet har han nydt sin første sommerferie i 24 år.

- Jeg havde behov for at få det hele på afstand. At reflektere over tingene, men også finde ud af hvad jeg vil. Jeg føler, jeg har meget at bidrage med, så jeg vil gerne fortsætte i fodboldverdenen, fastslår han.

- I mit næste projekt er det vigtigt, at der er politisk ro. Der skal være et kontinuerligt arbejde med tingene. Min tid i Brøndby bekræfter, at hvis jeg holder fast i den måde, jeg arbejder på, giver det resultater i sidste ende. Jo længere jeg arbejder, jo bedre bliver resultaterne, tilføjer han og understreger, at kridtstregerne igen er begyndt at trække:

- Jeg har nydt at være sammen med familien og har grillet så meget, at jeg nu kan kalde mig grillmester. Men abstinenserne er begyndt at komme. Jeg trænger til at komme ud på banen igen. Målet er, at jeg skal være tilbage i job i januar. Jeg samler og forbereder tilbuddene, og så må vi se, hvad det ender med.

Selv om Auri Skarbalius nu har været væk fra Brøndby i tre måneder, følger han stadig med i, hvad der sker i den klub, som han også repræsenterede som spiller gennem 10 sæsoner. Han respekterer den nye bestyrelses beslutning om at afskedige ham, men han erkender, at han gerne ville have været med i det nuværende Brøndby-projekt.

- Jeg ville gerne have fortsat, men jeg respekterer og accepterer, at der kommer nye folk med penge, der har deres egne ideer. De vil gerne have en anden leder til at styre deres butik, og det har jeg forståelse for, siger han og tilføjer:

- Det nye Brøndby-projekt ser fantastisk ud. De mange penge gør, at man får den politiske og økonomiske ro, der gør, at man kan arbejde kontinuerligt med tingene. Thomas Frank kan arbejde med sin filosofi og så småt begynde at samle holdet, som han vil have det. Men han skal nok have mindst tre transfervinduer, før han er kommet ordentligt på plads.

Auri Skarbalius fortæller, at han stadig føler sig så tæt forbundet med Brøndby, at han siger ’vi’, når han taler om klubben. I dag er han bare ikke længere træner for holdet. Nu er han en almindelig fan, siger han:

- Det er nu, vi fans skal vise vores værd. Det værste er, hvis folk begynder at pifte på stadion. Da jeg var træner, kunne vi mærke støtten, uanset hvordan det gik. Det var med til at redde os. Samme tålmodighed skal tilhængerne vise nu. Klubben skal have ro til at bygge sig op. Så skal vi nok komme tilbage på toppen.