Brøndby har fået en god begyndelse på foråret, hvor klubben har sikret sig 13 point i fem kampe og har lagt afstand til nedrykningsstregen.

Auri Skarbalius debuterede som Brøndby-træner med et 0-3 nederlag til FCK. Dengang var holdet i krise, da Skarbalius overtog trænersædet fra fyrede Henrik Jensen. Nu er vinden vendt, og en af årsagerne til pointhøsten er ifølge Skarbalius, at spillerne har været mentalt stærke.

- Når man tænker på de forventninger og skrækscenarier, der har været, så har spillerne været rigtig, rigtig dygtige til at fokusere på spillet på banen i stedet for alt det udenom, siger Auri Skarbalius.

Cheftræneren erkender, at presset var stort før foråret begyndte.

- Det var ikke sjovt, tænk på, hvis vi ikke klarede det godt resultatmæssigt. Det vigtigste har dog hele tiden været, at spillet skulle fungere. Én kamp er ikke afgørende, men vi kender mekanismerne, når man lykkes og ikke lykkes.

Litaueren tager kampen mod FCK som enhver anden, men er klar over, at den har stor betydning.

- Omverden prøver at gøre det lidt større, end det er, når rivalerne mødes. Jeg prøver at sige til spillerne, at det drejer sig om det på banen og ikke alt det andet, siger Auri Skarbalius til og tilføjer:

- Selvfølgelig er der ekstra nerve, når det er FCK, for det bliver skabt i medierne, og det betyder mere for vores fans, end hvis man vinder over andre.

Hvordan Brøndby skal sikre sig tre point mod FCK, holder Skarbalius for sig selv.

- Nu er jeg ikke kendt for at komme med detaljer angående kommende kampe, men der er ingen tvivl om, at det kommer til at dreje sig om momentum. Hvem tager teten? FCK er kendt for at kværne modstanderen stille og roligt i løbet af kampen, siger Skarbalius.

Forventningen til lokalbraget er klar. De blå-gule går efter maksimalt udbytte og håber at fortsætte den gode stime.

- Vi har sagt, at vi går ind til alle kampe med tre point som mål. Det gør vi også mod FC København, det er ikke hemmeligt, men vi møder et godt hold, siger han.

Der er ingen tvivl om, at de mange point i foråret hidtil luner på Vestegnen.

- Vi er sindssygt glade for de point, vi har fået. Vi er glade for den kynisme og holdånd, som spillerne viser. Det har krævet mental styrke, når man tænker på, hvor meget pres der var, før den første kamp mod Sønderjyske. Vi har hele tiden sagt, at vi fokuserer på processen, og det gør vi stadigvæk, men det var vigtigt at komme væk fra bunden hurtigst muligt.

Kampen mod FCK bliver spillet i Parken og begynder 18.00.