Kristian Stausholm har prøvet at drive landbrug den gang, hvor renten var 23 procent. Alligevel kalder han erhvervets nuværende krise for langt værre.

De solbrune, barkede næver hviler roligt på køkkenbordet, mens han taler. De er nærmest et symbol på, hvordan 74-årige Kristian Stausholm og hans familie har overlevet knap fire årtier med selvstændigt landbrug.

Der har ikke været store armbevægelser dér. Men hårdt slid, nøjsomhed, tæring efter næring, mod og is i maven.

Landbruget er et af de erhverv, som har gennemgået en radikal forandring gennem de seneste 50 år. Dengang kunne en hel familie forsørges af et lille husmandssted med nogle håndfulde tønder jord. Nu skal man nærmest have bedrifter på størrelse med et mindre gods.

OPRET ABONNEMENT PÅ BT PLUS OG LÆS KRISTIAN STAUSHOLMS FORTÆLLING OM SIT VALG AF EN LIVSGERNING, DER I DEN GRAD HAR FORANDRET SIG MED TIDEN. MØD OGSÅ STEWARDESSEN, SKOLELÆREREN OG POSTBUDDET - MENNESKER DER ALLE HAR "TIDEN" IMOD SIG.

De solbrune, barkede næver hviler roligt på køkkenbordet, mens han taler. De er nærmest et symbol på, hvordan 74-årige Kristian Stausholm og hans familie har overlevet knap fire årtier med selvstændigt landbrug.

Der har ikke været store armbevægelser dér. Men hårdt slid, nøjsomhed, tæring efter næring, mod og is i maven.

Landbruget er et af de erhverv, som har gennemgået en radikal forandring gennem de seneste 50 år. Dengang kunne en hel familie forsørges af et lille husmandssted med nogle håndfulde tønder jord. Nu skal man nærmest have bedrifter på størrelse med et mindre gods.

I 1960 var der 196.100 landbrug i Danmark. I 2014 var tallet reduceret til 37.949, som trods store jordarealer kæmper for at få økonomien til at hænge sammen i en tid, hvor priserne på deres produkter er presset så meget i bund, at mange lever på bankens nåde. Ifølge de nyeste tal er hver 10. landmand i akut fare for at gå konkurs.

»Finanskrisen i 70erne er nærmest vand ved siden af den, landbruget står overfor i dag,« siger Kristian Stausholm.

Det var i 1976, at han og hans kone Anna Margrethe sprang ud i det. Efter i en årrække at have bestyret andres landbrug, var tiden inde til at få deres eget.

Historisk set er landbrug ofte gået i arv. Men Kristian Stausholms fædrene gård blev eksproprieret af militæret i 70erne. Så ville han gå i faderens fodspor, måtte han begynde fra bunden.

»Jeg var blevet 35 år og havde sparet op i årevis. Men hver gang jeg havde lagt 10.000 kr. til side, var bedrifterne steget med 50.000 kr., så vi kunne lige så godt springe ud i det for lånte penge,« fortæller han.

Det blev til 25 hektar og 53 malkekøer i Eskildstrup på Falster. En størrelse, som ægteparret i de første mange år kunne passe alene sammen med en enkelt medhjælper.

»Vi havde to små drenge og var godt klar over på forhånd, at det var hårdt arbejde. For vi havde ikke den store egenkapital, havde ikke nogen, der kunne hjælpe os økonomisk. Vi gav 1,6 mio. kr. for gården. Det lyder relativt billigt, men det svarer til 7,1 mio. kr. i dag.

Allerede i 1978-79 begyndte den første finanskrise, og renterne steg til 22-23 pct. Vi havde en relativ stor gæld, så der var ikke andet at gøre end at køre i banken og være ærlige. Og vi fik lov til at fortsætte,« siger Kristian Stausholm.

Alt gik til bedriften

Men det var med livremmen spændt helt ind.

»Der blev ikke ofret en krone i privatlivet i ti år. Det hele gik til bedriften, og det måtte både børnene og min kone mærke. Men vi var enige om, at sådan skulle det være. For hvis du har med en bedrift at gøre, er du nødt til at bevare overblikket, vide, hvor det er, du vil hen, og hvad der skal til, for at du kommer derhen,« siger Kristian Stausholm, som kom derhen, hvor han ville.

»Når det er lykkedes for os, skyldes det nok fremsynethed. Dét ikke at være bange for og have modet til at træffe beslutningen, når muligheden er der. Jeg har altid haft den filosofi, at hvis du ikke udvikler dig, så afvikler du dig. Der er ikke nogen mellemvej. Derfor er du nødt til at være åben for de muligheder, der ligger i samfundet.«

Hen ad vejen har han opkøbt fire omkringliggende ejendomme, primært på grund af jorden der fulgte med. Til gengæld røg køerne, hvilket var en sorgens dag i familien Stausholm, som altid har været fælles om netop det arbejde. Men den samfundsmæssige udvikling tvang familien til at træffe den hårde beslutning.

»Det gjorde ondt den dag, vi skulle af med dem. Når man har arbejdet med avlsarbejde i 30 år, fået en god besætning op at stå, så er det hårdt at se dem forlade stalden.«

Han peger over på lysningen foran køkkenvinduet, hvor kostalden før stod: »Den var blevet for gammel og ikke længere tidssvarende. Og skulle vi bygge en ny stald, måtte den ikke være så tæt på naboerne, men skulle ligge langt ude på markerne, hvor lugten ikke generede. Så det blev en svinestald i stedet.«

Kristian Stausholm rejser sig fra køkkenbordet. Med familiens brune labrador Belli lige i hælene går han om bag gården og skuer ud over marker så langt, som øjet rækker. Han stiller sig ude i kornmarken, peger med den ene hånd i retning af svinestalden. Den anden hånd kører han kærligt gennem de tunge, modne stængler af hvedekorn, som har været en vigtig del af hans livsfundament.

»At se tingene gro omkring én har altid været dét, jeg har været tiltrukket af. Jeg går ud og pløjer min ager, behandler den efter alle kunstens regler, så sår jeg kornet, ser det vokse op i løbet af tre-fire måneder, og høster resultatet af mit arbejde én gang om året. Det er en tilfredsstillelse ud over alle grænser, som kan gøre mig nærmest lykkelig,« smiler han.

»Dét, og så at man er så afhængig af vejret, at man ikke kan planlægge sig ud af alting, det fascinerer mig.«

Man siger, at landmænd er nogle, der altid klynker. Altid brokker sig. Kristian Stausholm er ikke en af dem. Men han forstår dem godt. For frustrationen over, at andre bestemmer over deres vilkår, sidder inde i de fleste landmænds knogler.

»Tilbage i 1983 fik landmanden 9 kr. pr. kg svinekød. Det får han stadig. Så hvis du ikke forstår at rationalisere og effektivisere din produktion, så overlever du ikke på de vilkår. Og det er derfor, at krisen i landbruget er langt værre i dag. For alt, hvad der kunne rationaliseres og effektiviseres, er blevet det, så den vej er ikke mulig. Og samtidig er de krav, som myndighederne stiller til os, så specifikke, at der ikke er udviklingsmuligheder længere. Skruen er spændt så meget. Og nu ser vi resultatet af det.«

Siden 2006 er det ældstesønnen Hans, der har kørt bedriften. Kristian Stausholm er officielt blevet pensionist, men går stadig til hånde, for at være landmand er en livsstil, man ikke bare slipper. Nogle vil måske mene, at romantikken og Morten Korch-idyllen er røget, men ikke her.

Et godt liv

»Jeg har haft et godt liv. Og jeg kan love dig, at hvis jeg var ung i dag, ville jeg gøre det igen. Der er helt sikkert masser af andre udfordringer i dag, end da jeg begyndte, der er blevet mere bøvl og ballade og krav fra myndighederne. Men så må man bare tilpasse sig og prøve at lave tingene om via det politiske system.

For udfordringer er, hvad jeg har kendskab til, og at være landmand har altid beriget mig så meget og været en glæde for mig. Jeg synes stadig, at det dejligste, der findes, er at gå en aftentur nede på mosen og høre nattergalen fløjte. At gå tur med hunden ned over markerne, det er sgu da lykken i stedet for al den larm og bil-os inde i byerne.«