Danmark er blandt de lande i Europa, som er bedst til at holde flygtninge ude, skriver Politiken. For mens antallet af asylansøgere sidste år generelt voksede med 19 procent i de europæiske lande, så gik det stik modsat herhjemme. I alt søgte 3.810 personer om asyl, det er et fald på 23 procent sammenlignet med 2010.

FNs flygtningeagentur UNHCR har netop kortlagt den globale strøm af flygtninge. Og tallene viser, at der er stor forskel på fordelingen af asylansøgere i Europa. For mens flygtninge i tusindvis søgte mod de sydeuropæiske lande i 2011, så styrer de som regel uden om Danmark. Eva Singer, der er asylchef i Dansk Flygtningehjælp og tidligere har arbejdet i både UNHCR og Udlændingeservice, kalder tendensen for bemærkelsesværdig. Hun vurderer, at den stramme danske udlændingepolitik har spillet en væsentlig rolle for faldet ad asylansøgere i Danmark.- Der findes ikke systematiske undersøgelser af, hvorfor asylansøgere vælger det ene land frem for det andet. Men en del af forklaringen kan være en formodning og viden om, at de har større chancer for at få opholdstilladelse. Det gælder for eksempel for den somaliske gruppe, som i mange år fik afslag på asyl i Danmark. Ofte bliver flygtninge rådgivet af menneskesmuglere, der anbefaler dem at rejse til bestemte lande, forklarer hun.

De Radikales udlændingeordfører, Zenia Stampe, finder det dybt urimeligt, at sydeuropæiske lande som Grækenland står med ansvaret for hovedparten af Europas flygtninge.- Den eneste fornuftige løsning er at få nogle fælles europæiske regler, så det er ikke er EU-landenes geografiske beliggenhed, der afgør antallet af flygtninge. Det vil skabe en langt mere retfærdig fordeling, og derfor arbejder de radikale både for fælles regler og for at få ophævet Danmarks EU-forbehold på asylområdet, siger hun til Politiken.

Men på det punkt skal De Radikale ikke regne med opbakning, hverken i eller udenfor regeringen. Når retsforbeholdet senere i denne valgperiode skal til folkeafstemning, kan det kun erstattes af en særlig tilvalgsordning. Det betyder, at Danmark selv kan bestemme, hvilke dele af samarbejdet, vi vil deltage i. Og hvis regeringen vil have sit ønske om et bredt flertal opfyldt, skal der ikke lempes på udlændingepolitikken - så vil det nemlig betyde, at de borgerlige partier ikke stemmer for.

BNB