Tidligere torsdag citerede vi TV2/Nord for, at seks asylansøgere torsdag eftermiddag blev afvist ved færgen, der sejler fra Frederikshavn til Göteborg.
Historien viser sig nu at bero på en misforståelse.
TV2/Nord skriver i en pressemeddelelse klokken 16:15 følgende:
'TV2/Nord sendte tidligere på dagen en citathistorie ud, hvor Nordjyllands Politi er citeret for, at seks asylansøgere blev afvist, da de forsøgte at gå ombord på færgen fra Frederikshavn til Göteborg. Den historie trækker Nordjyllands Politi trækker nu tilbage. Vagtchefen havde misforstået en situation og beklager fejlen'.
Tidligere torsdag blev det meldt ud, at alle, der skulle ombord på færgen til Sverige, skulle medbringe pas. Det er nu blevet ændret, så personer fra Skandinavien blot skal medbringe billedlegitimation, som altid har været kravet.