SFs afgående formand Villy Søvndal blander sig i partiets igangværende formandskamp ved på Facebook at skrive, at den kommende formand for regeringspartiet må acceptere det nuværende regeringsgrundlag. Ellers bringer det samarbejdet med De Radikale og Socialdemokraterne i tvivl, lyder det fra Søvndal.
Den melding glæder den ene af SFs to formandskandidater.
- Jeg er glad for Villys melding. Han slår fast, at man ikke kan være i opposition og regering på samme tid, skriver Astrid Krag (SF) i pressemeddelelse.
Hun understreger over for SFs medlemmer, at hvis hun kommer til at indtage formandssædet, vil det betyde en bibeholdelse af partiets nuværende position i regeringssamarbejdet.
- Jeg vil stå fast på den politiske linje, som Villy Søvndal har lagt, når det handler om regeringsdeltagelse, skriver Astrid Krag.
På det seneste er partiets profil dog »blevet for uklar«, skriver hun. Som formand lover hun derfor at bringe fokus tilbage på SFs kerneværdier.
- Står det til mig, skal vi være et indflydelsesparti i regering, som hele tiden trækker Danmark i socialistisk retning, skriver Astrid Krag.