Jakob Fuglsangs kritik af holdkammeraten Fabio Aru får nu de to rytteres arbejdsgiver, Astana, til at reagere.

Fuglsang, der efter sit exit fra Tour de France, er tilbage i familiens skød i Luxembourg, har et i et interview med TV2 åbnet op og fortalt om intern splid på det kashakiske hold. Til tv-kanalen forklare han, hvordan han efter niende etape var så rasende på sin italienske medkaptajn, at han klagede til Astanas ledelse.

Danskeren var gået i udbrud, men blev hentet, fordi Fabio Aru ifølge Fuglsang ikke kunne styre sin egen angrebslyst og dermed trak de øvrige favoritter med op til Fuglsang.

»Det ikke et samarbejde, når din holdkammerat angriber efter dig.«

»Jeg har sagt til sportsdirektørerne, at jeg ikke synes, det var okay. Det gav de mig egentlig ret i og sagde, det ikke var smart,« siger Jakob Fuglsang til TV 2.

Den udlægning kan Astanas kasakhiske sportsdirektør, Dmitrij Fofonov, imidlertid ikke genkende.

»Han (Aru, red.) fulgte bare holdets plan. Jakob skulle angribe - og så vente på, at Aru også angreb. Det var helt efter planen,« siger han til BT.

Planlagt eller ej, så er Fuglsang, der netop har forlænget sin kontrakt i kontrakt med Astana, angiveligt så utilfreds med sin italienske kollegas manglende holdånd, at han efterfølgende har udtrykt ønske om i fremtiden at køre en Grand Tour som ene-kaptajn.

Det ønske har sportsdirektør Fofonov fuld forståelse for, men det betyder ikke, at Fuglsang dermed får sit ønske opfyldt.

»Det er naturligt, at han har det sådan. Han har store ambitioner i de store sæsonløb. Men kigger man på moderne cykling, handler det meget om taktik. Sky har jo også to klassementsryttere med Froome og Landa. Til de store løb er man nødt til at stille med et hold med flere gode ryttere,« siger han.

Mens Jakob Fuglsang altså er ude af Tour de France, jagter Fabio Aru fortsat Chris Froome og den gule trøje. Han er i skrivende stund nummer 2 bare 18 sekunder efter briten.

Egentlig skulle italieneren slet ikke have været med i løbet. Oprindelig skulle han gå efter sejren i jubilæumsudgaven af Giro d'Italia tidligere på året. Desværre for både ham og altså Jakob Fuglsang forhindrede en knæskade ham i at deltage, og derfor blev den franske rundtur i stedet sæsonens store mål for italieneren.