Den efterlyste Wikileaks-stifter, Julian Assange, kan være på vej til Ecuador. I hvert fald vil landets præsident inden længe tage stilling til hans ansøgning om asyl, lyder det fra udenrigsministeren.

ECUADOR: Han har opholdt sig på Ecuadors ambassade i London siden 19. juni i håbet om at få politisk asyl, og nu lader det til, at der er kommet skred i tingene for Julian Assange.

Ecuadors præsident, Rafael Correa, skal have indvilliget i at give grundlæggeren af Wikileaks asyl, lyder det ifølge avisen The Guardian fra en embedsmand i den ecuadorianske hovedstad Quito.

- Ecuador kommer til at tilbyde Julian Assange asyl, siger kilden.

Mandag udtalte præsident Correa til det statsdrevne ECTV, at han i denne uge vil gå nærmere ind i sagen og tage en beslutning. Samtidig har Ricardo Patino, Ecuadors udenrigsminister, tilkendegivet, at præsidenten ville afsløre sit svar, når OL var forbi.

Det er imidlertid stadig uvist, om Ecuadors indvilgelse i at give Assange asyl er ensbetydende med, at han rent faktisk kan forlade London, eller om det ender med at blive en symbolsk gestus.

- For at Assange kan forlade England, skal han afleveres af den britiske regering. Vil det være muligt? Det er et spørgsmål, som vi er nødt til at stille os selv, siger Patino til Reuters.

Julian Assange tilbageholdes af briterne, fordi han skal udleveres til afhøring i Sverige i forbindelse med anklager om voldtægt af to kvinder.

Assange afviser alle anklager og frygter, at en udlevering til Sverige kan resultere i en efterfølgende udlevering til USA, hvor han risikerer dødsstraf for sine læk af fortrolige og følsomme oplysninger i 2010.