Assange beder højesteret genåbne udleveringssag
Grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, vil have genåbnet sin appelsag om udlevering til Sverige hos Storbritanniens højesteret.
Grundlæggeren af WikiLeaks, Julian Assange, vil have genåbnet sin appelsag om udlevering til Sverige hos Storbritanniens højesteret.
Julian Assanges advokater har formelt anmodet den britiske højesteret om at genoptage appellen af hans udleveringssag.
Højesteret har ifølge Assanges advokat, Dinah Rose, bekræftet at have modtaget anmodningen og vil nu beslutte enten at afvise den, kræve nye skriftlige bemærkninger eller at gennemføre en ny retssag.
Det vides dog ikke, hvornår afgørelsen kan forventes, skriver avisen The Guardian.
Hvis Assange ikke får genåbnet appellen, har han stadig mulighed for at tage sin sag til Den Europæiske Menneskerettighedsdomstol, hvilket vil forsinke udleveringsprocessen i måneder.
Det meget usædvanlige skridt fra Assange og hans advokater kommer efter, at den britiske højesteret for to uger siden afviste Assanges sidste mulighed for at appellere mod udleveringen til Sverige, som ønsker at afhøre ham om beskyldninger om voldtægt og seksuelle overgreb mod to kvinder.
Siden sin anholdelse i London i december 2010 har Assange kæmpet for at undgå udlevering, og den 41-årige australier hævder, at anklagerne mod ham er politisk motiverede.
Han har tidligere sagt, at hans store bekymring ved at blive udleveret til Sverige er, at han er bange for, at han derfra vil blive udleveret til USA, hvor der er stor vrede over, at han har offentliggjort titusinder af hemmelige dokumenter om krigene i Irak og Afghanistan.