SYRIEN: Syriske regeringsstyrker har med rygdækning fra kampvogne marcheret ind i et sunnimuslimsk område i Damaskus og dræbt mindst 20 unge mænd - flere af dem skudt på klos hold - siger aktivistkilder til nyhedsbureauet Reuters.

Soldaterne skal desuden have brændt flere butikker og huse ned, inden de igen trak sig tilbage fra kvarteret Mouadamiya, der ligger i udkanten af Damaskus.

De unge mænds lig blev fundet i kældre, huse og butikker, som også blev plyndret af regimets soldater, lyder det fra aktivisterne. Dermed skal hærens offensiv mod kvarteret, som blev indledt mandag, nu have kostet mindst 50 liv ifølge aktivisterne.

Konflikten i Syrien, som FN har udnævnt til officielt at være en borgerkrig, står mellem præsident Bashar al-Assads primært alawitiske styrker på den ene side og oprørerne, der i vid udstrækning er sunnimuslimer, på den anden.

Mens Assads styrker slog ned på regimemodstandere i Damaskus, advarede hans vicepremierminister samtidig mod enhver form for international indgriben i konflikten i Syrien.

Det vil utvivlsomt føre til en endnu større og langt mere vidtrækkende krig, lyder det i en udtalelse, der tilsyneladende er et modsvar til USAs præsident, Barack Obama, som har sagt, at amerikanske styrker kunne tvinges til at handle, hvis den syriske regering anvender sine kemiske våben mod oprørerne.

- En direkte militær intervention i Syrien er umulig, for hvem end, der overvejer det, styrer direkte mod en konfrontation uden for Syriens grænser, siger vicepremierminister Qadri Jamil.

Kampe mellem grupper, der henholdsvis er for og imod Assad-styret i Syrien, har allerede fundet sted i særligt den nordlige del af nabolandet Libanon.