Assad mister grebet om Syrien
USA og syriske afhoppere fra hæren mener, at Assads dage er talte efter angrebet onsdag, som dræbte tre syriske topfolk.
USA og syriske afhoppere fra hæren mener, at Assads dage er talte efter angrebet onsdag, som dræbte tre syriske topfolk.
SYRIEN: Præsident Bashar al-Assads jerngreb om Syrien er ved at løsnes. Det er USA, syriske afhoppere fra hæren og oprørsledere enige om.
Angrebet på en regeringsbygning i Damaskus onsdag, som kostede tre topfolk livet, har ifølge Reuters overbevist dem om, at Assads dage er talte, og afhopperne forudser, at deres gruppe vil vokse fra i dag.
- Regimet tyr muligvis til mere dødbringende våben som gengæld, men den største taber bliver i sidste ende styret. Dets styrke betyder ikke længere noget, når det står over for folkets vilje mod soldater, som har mistet deres grund til at kæmpe, siger den tidligere brigadeleder Fayez Amr og understreger:
- Sejren er tættere på end nogensinde nu.
USA opfordrer Rusland og det internationale samfund til at udnytte Assads svækkede situation til at få stablet en politisk overgang mod demokrati på benene, så landet undgår at komme ud i en voldsom borgerkrig.
- Vinduet er ved at lukke i, vi må handle i samlet flok for at hjælpe til den overgang, som det syriske folk fortjener, siger talsmand Jan Carney fra Det Hvide Hus.
Vinduet kan dog blive smækket i øjeblikkeligt, inden omverdenen når at gøre noget. Den amerikanske præsident, Barack Obama, ringede onsdag til Syriens tætte allierede, Ruslands Vladimir Putin, for at diskutere Syrien, og hvordan landet kan reddes fra total kaos. Og selv om USA og Rusland er enige om, at kampene og volden skal standse, så er de fortsat uenige om, hvilken måde det skal foregå på.
- De noterede sig de forskellige, vores regeringer har haft omkring Syrien, men er enige om, at deres hold fortsat arbejder hen mod en løsning, gør en udtalelse fra Det Hvide Hus klart efter samtalen.
Torsdag skal FNs sikkerhedsråd mødes for at stemme om en ny resolution for landet, og her vil det blive afgjort, hvor store det vestlige og russiske uenigheder er.