Forestil dig, at du tændte for din radio en lørdag i familiehyggens tegn. Men ud af dine højtalere lød fiskerinoteringen, digtoplæsning, højmesse. Og en koncert med Statsradiofoniens Symfoniorkester.

Sådan var virkeligheden i Danmark anno 1958. Lige indtil det blev lørdag den 2. august.

»Dér var der fest og farver og munter musik fra morgen til aften. Quizzer og talkshow. Store show med Dirch Passer og Victor Borge. Talentshow, som var den tids X Factor, med amatører, der optrådte. En masse spændende udsendelser, hvor Danmarks Radio var en lang ørkenvandring med præster, der holdt foredrag om kristendommens velsignelser. Det var meget kedeligt,« mindes den 77-årige erhvervsmand Asger Aamund om den frække piratradio – Radio Mercur – som den dag i 1958 sendte for første gang.

Måske så du med, da TV 2 Charlie mandag aften blændede op for deres nye dramaserie om den danske piratradio.

Og selv om den kendte erhvervsmand ikke spiller en aktiv rolle i den, spillede han én i den virkelige Radio Mercur.

Ville være skuespiller

Asger Aamund var nemlig ikke kun en ung musikhungrende studerende dengang. Han var faktisk ansat på piratradioen som nyhedsoplæser.

»Jeg læste jo økonomi og skulle tjene nogle penge ved siden af. Og så søgte de én til at læse nyheder op på Radio Mercur,« fortæller Asger Aamund, som på daværende tidspunkt havde flirtet med tanken om at blive skuespiller og derfor gået til stemmetræning hos en kendt talepædagog.

»Da jeg aflagde mikrofonprøve hos Pedro Biker (berømt sanger og radiovært, red.), rystede han på hovedet og sagde, at jeg læste nyheder op, som om jeg var Poul Reumert, og det kunne de sgu ikke bruge til noget på en kommerciel radiostation som Radio Mercur. Så jeg måtte til den igen. Med lidt mere tempo på,« griner Asger Aamund.

Danmarks Radio – som dengang hed Statsradiofonien – havde indtil 1958 monopol på æteren.

Men de nye bølger og toner, som væltede frem i såvel ind- som udland, fandt ikke vej til stationens frekvenser. Til stor frustration for unge som gamle husker lydtekniker Jerry Katz, som var en del af Radio Mercur alle årene.

»Jeg var selv en af dem, der lå og lyttede til Radio Luxembourg om aftenen. For det var det eneste sted, man kunne høre musik. Danmarks Radio kunne ikke bruges til noget.«

Uden egentlig at have det store kendskab til teknik blev han hyret til at bygge lydstudier op til den nye – og indtil da meget hemmelige – konkurrent til Statsradiofonien, som ville knække monopolet ved at optage programmerne på land, men sende dem fra et skib, som befandt sig i internationalt farvand. Finansieret af reklamer.

Historien om den nye piratradio fyldte godt i de danske medier, som med spænding fulgte med i nedtællingen til premieren, der flere gange måtte udsættes på grund af forskellige tekniske problemer.

Medmindre vi synker...

Men den 2. august bragte samtlige aviser en annonce. ’Medmindre fartøjet brænder op, kæntrer eller på anden måde synker til bunds, sender vi fra i aften’, stod der.

»Og på slaget 18 stod vi klar med champagneglassene. ’De lytter til Radio Mercur’ lød det. Så startede fanfaren. Men sluttede halvt inde. Det hele brød ned på grund af en teknisk fejl,« siger Jerry Katz om den nervepirrende premiereaften, der gik grueligt galt, men dog relativt hurtigt blev stablet på benene igen, så aftenens festprogram – der startede med ’Guld barre ombord’ og ’Musik til opvasken’ og sluttede med dels Ib Glindemanns orkester og ’Den halvtolfte time’ – kunne fortsætte på 88,00 MHz.

Og familien Danmark elskede det. Og elskede, at den nye frække radio gjorde grin med Statsradiofonien.

»Der var bl.a. et ønskeprogram med Hans Vangkilde, som hed ’Knæk en plade’. Der tog man de værste rædsler fra ’Giro 413’, spillede dem en gang og knækkede dem så for åben mikronfon. Der var fis og ballade,« siger Asger Aamund, som i lighed med Jerry Katz husker, hvordan man dengang nærmest var en berømthed, hvis man arbejdede på piratradioen.

»Det hjalp lidt på det med pigerne, når man ude i byen kunne sige, at man læste nyheder op på Radio Mercur,« indrømmer Asger Aamund, som dog kun var nyhedsoplæser i den sidste tid af den legendariske piratradios historie.

Enorm modstand

»Lige fra starten var der enorm modstand mod Radio Mercur. Nærmest en sammensværgelse mellem politikere og medier om at dræbe radiostationen, dels fordi det var en piratradio, dels fordi medierne troede, at annoncerne i Radio Mercur ville betyde færre annoncer i de trykte medier. Så den skulle bare slagtes,« mindes Asger Aamund.

Og den 15. 1962 blev den helt bogstaveligt. Ved en aktion midt om natten gik politiet gik ombord på sendeskibet, konfiskerede udstyret og anholdt de ombordværende.

’Mercur døde ved daggry’ skrev BT på forsiden næste dag. Et radioeventyr var slut.

Slatten stjerneregn

Fræk og festlig. Sådan beskrives Radio Mercur af dem, der var der dengang.

Men de ord kan man ifølge landets anmeldere endnu ikke kaste efter tv-serien om piratradioen, som havde premiere mandag aften på TV 2 Charlie.

’Poleret radiopiratdrama mangler bid’, lyder overskriften eksempelvis på fyens.dk, som gerne havde set en ’kamp mod det store stygge monopolmonster’, men i stedet får ’en hyggelig og folkelig svingom i kulturkløften mellem forældre og ungdom’.

Stivbenet fra start
Ekstra Bladet mener ligeledes, at TV 2s nye seriesatsning ’kom noget stivbenet fra start’, og i Berlingskes øjne er serien ’mere renskuret Cliff Richard end svedig Elvis Presley’, mens Politiken kalder den ’godt gammeldags underholdende’.

På karakterskalaen drysser anmelderne mellem tre og fire slatne stjerner ud over serien.

Men anmelderstjerner er som bekendt ikke afgørende for succes. TV 2-serien ’Badehotellet’ blev således haglet ned af det danske anmelderkorps, men elsket hjemme i stuerne hos dem, den er lavet til: Familien Danmark.