Asger Aamund om misundelse, hævn og forelskelse:

Jeg blev hunderæd, da ... min kone på vores første date forklarede mig, at hun først ville træde ind i et nyt parforhold med mig, når hun havde afviklet sine to kærester plus det løse. For jeg var tvunget til at gøre det samme, og på det tidspunkt havde jeg en flot fransk kæreste, der var tidligere Dior-model, som boede i Cannes, og desuden en dejlig dame i USA, hun var dog ikke en rigtig kæreste, for hun var gift, men jeg var ked af at skulle af med dem. Men jeg måtte jo gøre det samme som Suzanne.

Jeg drømmer om ... at jeg en dag får en tur i en F-16 jager. Jeg var soldat i flyvevåbnet under den kolde krig, hvor vi især lærte, hvordan vi skulle forsvare os imod russiske faldskærmssoldater, fordi de ville erobre danske flyvestationer og bruge vores startbaner. Da jeg var i Karup, hvor kampflyene hele tiden startede og landede, drømte jeg om, at det var mig, der fløj. En tur i en F-16 -jager, som kan nå mach 2 - altså to gange lydens hastighed - det ville være den ultimative oplevelse.

Forelskelse får mig til at ... udrette mange dristige ting og sager. Jeg tænker her på mine tidlige teenageår. Når jeg blev forelsket i en pige, kunne jeg gå frem og tilbage foran hendes hus eller lejlighed i håb om at få et glimt af hende. Og når hun viste sig, skyndte jeg mig at gemme mig. Det var pinligt, at jeg stod der som en hund på gaden. Og når hun gik forbi mig i skolegården, slog jeg flikflak, for at hun skulle få øje på mig. Det havde været smartere at ringe til hende, men det turde jeg jo ikke. Da jeg senere var studerende, inviterede jeg pigen ud på nogle kostbare rejser eller købte dyre blomster, som jeg slet ikke havde råd til. Derfor måtte jeg tage arbejde som reservebud - forelskelse koster jo.

Jeg accepterer simpelthen ikke... at vi er ved at kvæle ytringsfriheden i dette land. Jeg synes, vi er kommet langt ud med selvcensur, og siden muhammedkrisen har der ikke være nogen, der fortalte om alvoren i islam. Det er gået, som islamisterne gerne ville ha’ det, enhver form for kritik er lagt død. Efter vi har fået IS-terroristerne, er der stadig folk, der siger: ’Jamen islam er jo fredens og kærlighedens religion, der er bare nogle enkelte galninge, som laver ballade.’ De er bange for at få skåret hovederne af, og det er trist at se, at vi i samfundet bøjer nakken. For nylig var der planer om, at der skulle være en udstilling med den islamkritiske svenske kunstner Dan Park, men man turde ikke, det var angsten, der kom over dem. De har nok fået et godt råd i kammeratlige samtaler om, at det ville være farligt for dem selv. I dag er Politikens hus bedre bevogtet end en militærkaserne, fordi de er bange for, at der kommer islamistiske terrorister ind efter Jyllands-Postens muhammedtegninger. Det er sørgeligt, at vi ikke tør. Og det er ikke kun i Danmark, man har frygten for islams terrorister, i Frankrig blokerer islamisterne trafikken ved at holde fredagsbøn på gaden. Det samme gør de på den meget befærdede Madison Avenue i New York. De lægger sig ned og blokerer trafikken, og politiet gør ikke noget. De burde have en bøde, men politikerne er bange for at blive kaldt racister og gør i stedet ingenting.

Jeg kan godt blive misundelig ... når det kun er muslimske mænd, der tildeles 72 jomfruer i himlen. Det er ikke et privilegium, der gives til kristne. Men Herrens veje er uransagelige: så måske er det fyldige smørrebrødsjomfruer, vi møder i himlen. Det ville være glimrende med lune frikadellemadder og flæskestegssandwich. Lige noget for en sulten dansker.

Diskussioner vinder jeg ... ved at lade min kone føre ordet, og det skyldes, at for mig gælder det ikke om at vinde, men om at overleve. Når man har en temperamentsfuld kone, er det nemmere, at man ikke har for mange ambitioner om at vinde diskussioner, men at klare sig igennem, og stadig have hovedet på kroppen bagefter.

Da jeg var barn, var min største dumhed ... da jeg stjal en tikroneseddel fra min mor og sagde, at jeg havde fundet den ude på vejen. Jeg havde snuppet pengene fra hendes hemmelige skuffe med husholdningspenge, løb ned på vejen og kom tilbage med den, som om jeg havde fundet den. Jeg tænkte, at hun nok lavede pandekager til mig, men hun slæbte mig guddødemig op på politistationen, og der sad en ældre betjent bag skranken, der tog sin slidte portemonnæ frem og fiskede en en-krone frem til mig fra sin elendige løn, fordi jeg havde været en ærlig dreng. Det var ydmygende for mig. Jeg vidste, jeg havde hugget, men jeg havde ikke set den lavine af katastrofer udvikle sig foran mig. Jeg var dybt skamfuld og har ikke stjålet noget siden. Da min mor var en ældre dame på vej i graven, fortalte jeg hende det, og hun grinede og sagde: Godt, at jeg havde lært af det, så der alligevel var kommet en ærlig mand ud af mig.

Jeg hævnede mig ved ... at gøre min gode ven Ebbe Kløvedal Reich til grin under den afsluttende skydeøvelse, da vi var i militæret, fordi han var en stor drillepind. Men jeg må sige, at jeg er ikke hævngerrig og jeg lader mig ikke fornærme af hvem som helst, da der ikke er meget, der bider på mig. Da vi blev udnævnt til sergenter, skulle vi til Jægerspris og skyde med raketstyr mod en stor tyk jernplade 200 meter væk. Jeg ramte målet med en granat, og det gav et kæmpe brag. Bagefter gav jeg Ebbe Kløvedal raketstyret, og uden, at han så det, drejede jeg det optiske sigte nedad, med det resultat, at han skød femten meter over målet og granaten eksploderede ude i fjorden. Officererne råbte og skreg, og alle de andre sergent-elever var ved at falde sammen af grin. Det var min lille hævn for hans drillerier.

Det gør mig rasende ... når folk ikke hjælper voldsramte og trafikofre, men skynder sig væk, fordi de ikke vil rodes ind i noget. Jeg mener, der er sket en mentalitetsændring til det værre. Hvis der i gamle dage var slagsmål på Bakken, var der altid en stærk arbejder, der skred ind og sagde: Nu er det nok. Hvis nogle faldt i kanalen, blev de trukket op, og hvis folk sank sammen ved stoppestedet, var der mange hænder til stede, der sørgede for det nødvendige. I dag, efter vi har fået et statsfinansieret barnepigesamfund, finder folk bare deres smartphone frem og tager et billede i stedet for at hjælpe. Politi og brandvæsen fortæller også, at folk bare står og glor på trafikofre uden at gøre noget.

Jeg er ikke god til at ... synge falset, eller til at lave praktiske ting såsom at reparere biler og bygge carporte, og det har forfulgt mig hele livet. I skolen havde jeg gode karakterer i alle fag undtagen sløjd, og til eksamen skulle vi lave en taburet med skuffe i, og det kunne jeg ikke finde ud af, heller ikke hvis det gjaldt mit liv. De andre elever viste stolte deres taburetter, men jeg havde i stedet lavet syv bordben og fik derfor et to-tal, og det var nok til at trække alle karakterer ned, så jeg måtte gennem realklassen.

Det gør mig glad ... når jeg får et kys til jul og et æg til påske.

Jeg burde sige undskyld til ... alle mine chefer. Ikke fordi jeg var doven, men jeg har altid været stærkt frihedssøgende og har nok været en pinsel for dem, fordi jeg gerne ville bryde ud af rammerne. Jeg har haft mange gode, men også dårlige chefer, og det var især de dårlige, som var meget utilfredse, og jeg har nok forpestet deres hverdag.

Inden jeg takker af i dette liv ... vil jeg gerne nå at sige mange tak for turen.

BLÅ BOG: Asger Aamund

Asger Joseph Aamund (f. 1940 på Frederiksberg) er debattør, gift med Suzanne Bjerrehuus, bosiddende i Hellerup. Han ville oprindeligt være skuespiller, men kom ikke ind i første forsøg og læste derfor i stedet HA og var statist på teatret. Som 34-årig blev han direktør i Goriværk, siden koncerndirektør i Rockwool og adm. dir i Ferrosangruppen. I 1998 etablerede han sig som direktør i A. J. Aamund A/S, der udvikler virksomheder indenfor biotek.

Asger Aamund er bestyrelsesmedlem i Rehfeld Partners A/S. Han er desuden tidligere bestyrelsesformand og storaktionær i biotekselskabet Bavarian Nordic og tidligere bestyrelsesformand i NeuroSearch. Herudover er Asger Aamund formand for Alzheimer-forskningsfonden samt ambassadør for Fairtrade/Max Havelaar i Danmark.