Døtrene til danmarkshistoriens rigeste mand har arvet milliarder.

Først mere end to år efter at skibsreder Mærsk Mc-Kinney Møller døde i april 2012, er arven ved at være fordelt. En opgørelse af boet viste i marts, at der var værdier for tæt på 11,8 milliarder kroner. Langt størstedelen af værdierne er bundet i aktier, og alene for at kunne betale skat- og afgifter i dødsboet solgte man dengang ud af beholdningen. Skatteposten lød på 4,6 milliarder, hvoraf en tredjedel tilfalder Mærsk-familiens hjemkommune Gentofte.

Det ændrer dog ikke på, at arvingerne til Mærsk Mc-Kinney Møller har fået enorme summer. Døtrene Ane Uggla, Leise Mc-Kinney Møller og Kirsten Olufsen er blevet forgyldt med milliarder alene via aktier.

Enormt afkast

Arvtageren til rederiimperiet er yngstedatteren Ane Uggla, som i dag er bosat med sin familie i Stockholm, og hun har overtaget sin del af faderens aktier og nyder godt af det enorme afkast. Af de offentlige skattelister i Sverige kunne man nemlig se, at hendes skattepligtige indkomst pludselig blev fordoblet fra 57 millioner kroner i 2012 til 109 millioner i dag. Et stigning på 52 millioner, som betyder, at hun har arvet aktier for 1,5 milliard kroner, så hun i dag kan kalde sig den bedst lønnede virksomhedsleder med skattepligt i Sverige.

Afspændingspædagog

Det samme gælder hendes to søstre: Leise Mc-Kinney Møller, hvis daværende mand Leif Arnesen i mange år gik for at være kronprins i Mærsk. Samt den mellemste søster Kirsten Olufsen, der er uddannet designer og afspændingspædagog, og som modsat sine to søstre aldrig har haft centrale bestyrelsesposter hverken i A.P. Møller-Mærsk eller fondene.

Udover døtrene står også en lang række andre familiemedlemmer til at få del i arven i form af midler, som har været placeret i fonde, og som formentlig har gjort dem til ejere af trecifrede millionbeløb, vurderer Berlingske Business.

De resterende værdier i boet stammer fra aktieposterne i skibrederens øvrige virksomheder, privatejede selskaber og luksusyachten ’Klem VIII’. Båden var kendt som Hr. Møllers øjesten, men blev solgt sidste år til en sydamerikansk rigmand, der trods en salgspris på 40 millioner fik de 25 meter lyseblå luksus til en discountpris på 27 millioner. Tilbage stod boligen i Charlottenlund og de tilhørende grunde, som nu endelig er solgt.