I en sæson, hvor de engelske storklubber famler sig frem, står Arsenal med en gylden mulighed for at blande sig i titelkampen og måske endda vinde det første engelske mesterskab siden 2004. Søndag eftermiddag satte de en tyk streg under mesterskabskandidaturet, da fortabte Aston Villa blev besejret 2-0 i Birmingham.

Aston Villa havde fordel af hjemmebane, men det var alligevel Arséne Wengers tropper, der styrede begivenhederne fra start til slut. Allerede efter syv minutter gik det galt for Aston Villa, da backen Allan Hutton måtte bruge ufine metoder til at stoppe Theo Walcott. Det kostede et straffespark, som Olivier Giroud omsatte til mål.

Aston Villa stillede fra start med danske Jores Okore. Han gjorde i sidste weekend comeback efter en knæskade, der har holdt ham ude siden juni. Søndag fik han igen 90 minutter, men heller ikke han havde evnerne til at stoppe Arsenals angrebsmaskine, der foldede sig ud ved den afgørende 2-0-scoring.

Arsenal-offensiven stormede af sted i en veludført kontra, hvor Mesut Özil assisterede walisiske Aaron Ramsey, som nemt kunne sætte sejrsmålet i kassen.

Med sejren hopper Arsenal op på førstepladsen i Premier League med 33 point. Det er et enkelt mere end Manchester City og Leicester City. Sidstnævnte med Kasper Schmeichel i truppen kan dog erobre duksepladsen med en hjemmesejr over Chelsea mandag aften.