Arsenal og i særdeleshed Arsene Wenger kritiseres skarpt af tidligere klublegende efter historisk dårlig præstation

På den engelske tv-station BT var den tidligere Arsenal legende Martin Keown klar i spyttet, da han sablede Arsene Wenger ved at kalde 5-1 nederlaget det største lavpunkt i 20 år. Og selvom Martin Keown ikke er alene med kritikken, så må hans ord vægte en del for tilhængerne. Han var nemlig en højt skattet forsvarsspiller under Arsenals storhedstid tilbage i slut halvfemserne og start nullerne.

Arsene Wenger var da også særdeles rystet efter kampen, hvor TV3+ viste et interview med manageren.

»Det er svært at forklarer, men vi spillede godt i første halvleg og var uheldige i anden. Jeg tror en vigtig faktor for vores kollaps er, at vi mister Koscielny også var de bare et bedre hold end os,« sagde Arsene Wenger.

Er det undskyldning nok, at Koscielny bliver skadet?

»Det er ikke en undskyldning, men en forklaring. Men udover det, så gjorde vi alt forkert i anden halvleg.«

Var det et historisk lavpunkt?

»Det vil jeg ikke kommentere på, men det var meget skuffende,« sluttede Wenger.

I det hele taget er Wenger en presset mand i Arsenal. Flere gange i løbet af denne sæson er der under Arsenals hjemmekampe blevet luftet skilte og bannere med påskriften, ”enough is enough – Wenger out!”. Et ganske klart udtryk for, at Arsenal-tilhængernes utilfredshed med den franske manager er større end nogensinde før.
I Premier League er Arsenal kørt agterud i mesterskabsduellen. Sidste rest af håb for bare lidt succes til London-klubben i denne sæson, synes derfor at være i Champions League. Men troen på, at Arsenal til sommer kommer til at løfte pokalen med de store ører, måtte inden gårdsdagens kamp have været nærmest ikke-eksisterende, selv hos de mest hardcore fans.

Arsenal har nemlig udviklet et decideret Champions League-kompleks. Siden sæsonen 2010/11 er klubben seks gange i streg røget ud af Champions League i 1/8-finalerne. Og i to af tilfældene er det endda sket til gårsdagens modstander Bayern München, der med rette kan kaldes Arsenals onde ånd i turneringen. Og efter gårdsdagens kamp mod de tyske mestre, er der ikke meget, der peger i retning af, at syvende gang bliver lykkens gang for Arsenal.

Robben-drøn

Der skulle nemlig kun gå 10 minutter, før Arsenal-forsvaret måtte kapitulere for Bayern Münchens hårde, indledende pres. Hollandske Arjen Robben leverede et af sine signatur-træk, da han fra sin position på højre-flanken driblede ind mod kanten af straffesparksfeltet, inden han med sin kælende venstrefod sendte læderet af sted. En sprællende David Ospina i målet kunne kun se til, at bolden strøg ind øverst i venstre målhjørne.

Målet fik Arsenal-spillerne længere frem på banen, og i det 25. minut fik englænderne udbytte af deres spilovertag. Den polske stjerneangriber Robert Lewandowski begik et klodset straffespark på Laurent Koscielny. Alexis Sánchez stod for eksekveringen, men hans svage spark blev i første omgang redet af Manuel Neuer. Chileneren var dog hurtig over returen og kunne, omgivet af Bayern-spillere, bringe balance i regnskabet. 1-1, og grund til optimisme i Arsenal-lejren.

Blæst omkuld

Men knap havde den serbiske dommer Milorad Mazic fløjtet 2. halvleg i gang, før det der lignede et godt Arsenaludgangspunkt før returen, blev vendt helt på hovedet. I det. 53 minut steg Lewandowski majestætisk til vejrs og pandede et indlæg i kassen, og det mål indledte et sandt bombardement mod Arsenalmålet. De næste 10 minutter blev englænderne blæst fuldstændig omkuld, da Thiago først på en lækker hæl-aflevering fra Lewandowski gjorde det til 3-1, for få minutter senere at gøre det til 4-1 alene igennem med David Ospina. I de sidste minutter fuldendte Thomas Müller ydmygelsen med sin scoring til 5-1.

Efter gårsdagens kamp, er det ikke utænkeligt, at der, næste gang Arsenal spiller hjemme på Emirates, vil være endnu flere Arsenal-tilhængere, der synligt giver udtryk for deres utilfredshed med franskmanden. Og måske får tilhængerne også deres ønske om en ny træner opfyldt. I løbet af den seneste tid er rygterne om, at Wenger trækker stikket til sommer taget til, og det pinlige nederlag til Bayern Münchenkan have været hans næstsidste i Champions League som Arsenaltræner.