Arsene Wenger mener, at der skal introduceres blodtest i fodbold for at afsløre dopingsyndere. Wenger kræver endda, at enhver spiller, der bliver testet positiv, skal fyres af deres klub.

Det er over for L’Equipe, at Wenger igen giver udtryk for ønsket om en mere omfattende test af fodboldspillere. Urinprøven er simpelthen ikke præcis nok, mener den franske manager, der tidligere har beskyldt sine konkurrenter for at benytte sig af præstationsfremmende midler.

Over for beIN Sports uddyber Wenger så sin holdning til urinprøven.

»Jeg er ikke tilfreds med det niveau, der testes på i øjeblikket, fordi jeg mener, der skal blodtestes. Urinprøver er overfladiske og ikke afslørende nok til at konkludere, at vi ikke har et dopingproblem i fodbold,« forklarer Wenger.

Selvom Wenger er overbevist om, at fodbolden ikke er lige så hårdt ramt af dopingspøgelset som andre sportsgrene, så undrer Arsenal-manageren sig alligevel.

»Jeg tror ikke, vi har et problem, og jeg håber det virkelig ikke. Men på den anden side, hvordan kan du have 740 spillere til et VM, hvor ingen bliver testet positive? Det er en smule overraskende.«

Som den yderste konsekvens af doping bør en spiller miste sit job, mener Wenger, der dog personligt ikke har været vidne til doping.

»Personligt har jeg ikke været vidne til det, nej. Men hør her, der er to grunde til, at en spiller doper sig: Enten skjuler spilleren det for sin klub for at opnå personlig succes, eller også har klubben organiseret dopingen for, at holdet kan præstere bedre. Det er umuligt at fastslå, hvem der har ansvaret for dopingen, men i sidste ende er klubberne nødt til at forklare sine spillere, at kontrakten bliver revet i stykker, hvis man bliver testet positiv.«

I september dumpede Dinamo Zagrebs Arijan Ademi sin dopingtest umiddelbart efter det kroatiske mandskabs 2-1-sejr over Arsenal i Champions League.