Nicklas Bendtner har været på vej til Frankfurt og været sat i forbindelse med både Malaga, Hull og Twente i dette transfervindue.
Men den danske angriber ser stadig ikke ud til at være tættere på en ny klub. I hvert fald ikke, hvis man skal tro Arsenal-manager Arsène Wenger.
- I forhold til Bendtner er vi ingen vegne. Han er helt og aldeles her lige nu, siger Wenger til Arsenals hjemmeside.
Emnet for hans udtalelse er spillere, der står til at forlade klubben. Og mens der ikke ser ud til at være nogen afklaring om Bendtner i den nærmeste fremtid, står det anderledes til med Gervinho og Marouane Chamakh.
Wenger fortæller, at Arsenal er tæt på en aftale med en anden klub i forhold til Gervinho, og at han forventer afklaring om Chamakhs fremtid inden for 48 timer.
Bendtners engelske arbejdsgiver har i løbet af sommeren forsøgt at strikke en byttehandel sammen, der kunne sende danskeren til Malaga og spanske Jesus Gamez modsatte vej.
Twente har også for nylig vist interesse for Bendtner, men det er mere end tvivlsomt, om den hollandske klub har råd til at betale danskerens løn.
Også i Frankfurt var det lønnen, der satte en stopper for et skifte. Bendtner var ellers i Tyskland for at færdiggøre en aftale, men hans høje lønkrav og forvirring i Bendtner-lejren om, hvor mange år kontrakten skulle løb, blev for meget for Eintracht Frankfurt-ledelsen.
Nicklas Bendtner har et år tilbage af sin kontrakt med Arsenal, hvor hans årsløn er på minimum 22 millioner kroner.