Et usædvanligt dømt straffespark blev starten på OBs 3-0 sejr over Esbjerg. Men Jesper Jørgensen, der begik forseelsen, kan mildest talt ikke forstå, at den skulle dømmes.
Det fortalte Esbjerg-spiller efter kampen til TV3 Sport.
»Jeg synes, der var en anden person involveret i det. Nu har jeg ikke set den på video, men hvis jeg skal være helt ærlig, tror jeg, at det er det tyndeste straffespark, der nogensinde er blevet dømt mod mig i min fodboldkarriere. Og så gav det gult kort, så jeg har karantæne i næste kamp... Hvis der er straffe dér, er der 100 gange i hver kamp. Det er mig helt ubegribeligt,« sagde den synligt frustrerede Jesper Jørgensen til TV3 Sport.
Straffesparket faldt ti minutter inde i anden halvleg, hvor Jesper Jørgensen i dommer Morten Kroghs øjne holdt lidt for godt fast i OBs Frederik Tingager. Forseelsen skete lige foran mål, og dommeren havde altså intet andet valg end fløjte og pege på pletten.
Kort efter scoringen byggede Rasmus Festersen på til 2-0, inden angrebskollegaen Anders K. Jacobsen lagde bolden ind under keeper Jeppe Højbjerg kort før tid. Slutresultatet blev altså tre mål til OB, nul til Esbjerg, tre point til OB og nul til Esbjerg.
Efter nederlaget er Esbjerg nu isoleret i bunden af nedrykningsspillets pulje 1, hvor holdet med 25 point på kontoen har 5 point op til AC Horsens, der fredag aften spiller mod Randers FC.
»Det eneste, vi kunne bruge til noget, var en sejr, så selvfølgelig er vi dybt skuffede. Det er en meget, meget, meget svær situation,« sagde Jesper Jørgensen til TV3 Sport.