Alfredo di Stefano er et af de helt store navne i fodboldhistorien. Men den tidligere Real Madrid-angriber kæmper lige nu for sit liv, efter han lørdag blev bragt på hospitalet med et hjertestop.

Real Madrids ærespræsidents tilstand er kritisk, skriver spanske Marca. Uheldet skete angiveligt, mens Di Stefano gik tur på gaden i Madrid omkring kl. 17 i eftermiddag. Herefter blev han kørt hurtigt på hospitalet.

Den tidligere spansk-argentinske angriber er mest af alt kendt for at have spillet ti år i Real Madrid, hvor han scorede 428 mål i 510 kampe og også var med til at vinde den tids Champions League (Europa Cup'en for Mesterhold) hele fem år i træk. Efter karrieren nåede han også at stå i spidsen for Real Madrid som træner, mens han i 2000 blev udnævnt som ærespræsident i klubben.

Di Stefano har tilmed repræsenteret tre landshold i sin aktive karriere. Seks kampe for fædrelandet Argentina, fire uofficielle for Colombia og 31 landskampe for Spanien.

Det er ikke første gang, Di Stefano rammes af hjertestop. I 2005 skete det samme for den spansk-argentinske legende, men dengang kom han sig heldigvis. Netop nu kæmper 88-årige Di Stefano for livet og sender Argentina i en tilstand af både glæde over VM-sejren over Belgien og mismod over deres tidligere helts tilstand.