Nu kommer de første initiativer som følge af S-R-SF-regeringens opprioritering af indsatsen mod social dumping og udenlandsk arbejdskrafts undergravning af det danske arbejdsmarked. Arbejdstilsynet har netop besluttet, at den fremtidige indsats forankres omkring tre særenheder med hver 10-12 personer, skriver Licitationen - Byggeriets Dagblad.

Disse task forces får indsatsen mod social dumping som primære arbejdsopgaver. Samtidig opbygges en særlig samarbejdskonstruktion med Skat og politiet, idet de tre myndigheder hidtil har haft hver deres ansvarsområder i indsatsen mod social dumping.

Arbejdstilsynet har ikke fået tilført nye beføjelser til den opprioriterede indsats. Tilsynet kan således ikke stoppe arbejdet, hvis man konstaterer, at et udenlandsk firma ikke er registreret i RUT. En sådan beføjelse og skrappere sanktioner efterlyses af både arbejdsgiver- og lønmodtagerorganisationer.

BNB